DCU-formand: Løbet er større end Kyllingen

DCU's Tom Lund afviser, at Michael Rasmussens kendis-faktor har betydning for udtagelse til Danmark Rundt

Michael Rasmussen og hans nye hold, har indirekte sørget for, at der er tv på den første afdeling af Post Cup. (Foto: Ole Frederiksen)
Michael Rasmussen og hans nye hold, har indirekte sørget for, at der er tv på den første afdeling af Post Cup. (Foto: Ole Frederiksen)

Søndag er cykelrytteren Michael Rasmussens hold Christina Watches - Onfone på den første rigtige styrkeprøve i kampen for at opnå en invitation til sommerens Post Danmark Rundt.

Den første afdeling af årets Post Cup køres søndag i Køge og omegn, og her er Michael Rasmussens hold for første gang i direkte duel med Team EnergiFyn om den sidste plads i Post Danmark Rundt.

Duellen mellem de to hold er gavnlig for sporten, mener Dansk Cykel Unions (DCU) formand, Tom Lund.

- Det er godt med sådan en tvekamp. Det giver større opmærksomhed på sporten, og vi mærker faktisk allerede en større interesse for Post Cuppen i år.

- Vi plejer eksempelvis ikke at have tv på løbet, siger han med henvisning til, at TV2 Sporten sidder med i Christina Watches - Onefone-bilen.

Duellen mellem de to hold kommer til at strække sig over hele foråret helt frem til 29. maj, og herefter vil DCU træffe en beslutning på baggrund af, hvilket af de to hold, der har klaret sig bedst.

DCU-formanden afviser, at der bliver spekuleret i, hvilket af holdene der er det største trækplaster i forhold til tilskuere, medier og sponsorer.

- Vi har besluttet at give Michael Rasmussens hold muligheden, selvom det er efter-tilmeldt. Men kendis-faktoren har intet at sige. Post Danmark Rundt er større end rytterne, siger Tom Lund.

Helt udelukket er det, at begge hold kan få invitation til løbet, for så ville de tage pladsen for et bedre udenlandsk hold, og det kan give problemer med Den Internationale Cykel Union (UCI), forklarer Tom Lund.

- For to år siden fik vi det gule kort af UCI. Vi havde simpelthen et for svagt felt til et løb, der er rangeret i den næstbedste kategori. Så det ville være lige i overkanten med fire danske hold i år, siger han.

DCU-formanden lover, at det vil blive et af de stærkeste felter nogensinde i Post Danmark Rundt.