Gilbert viser favoritform inden Ardennerne

Amstel Gold Race-favoritten Philippe Gilbert vandt i sikker stil forberedelsesløbet Brabantse Pijl

Hvis Philippe Gilbert ikke var favorit til at vinde søndagens Amstel Gold Race, så blev han det onsdag, da han sejrede suverænt i semiklassikeren Brabantse Pijl, der af mange bruges som forberedelse til søndagens mere kendte Ardenner-klassiker.

Gilbert kom frem til målet i Overijse sammen med den belgiske Vacansoleil-rytter Björn Leukemans, og i spurten mellem de to viste Gilbert sig som den stærkeste. I det hele taget viste han både fysisk og taktisk overskud hele løbet igennem.

Med cirka 70 kilometer igen blev dagens tidlige udbrud hentet, og det skabte som altid en del uro i feltet. En gruppe på 10 outsidere udnyttede den efterfølgende turbolens til at skabe et afgørende hul ned til feltet.

Gilbert sad tilbage i feltet, men da udbruddet havde fået et forspring på et lille minut, reagerede han prompte. Han viste sin store styrke og trak alene væk fra feltet på en stigning for siden at køre alene op til de forreste.

Gruppen arbejdede godt sammen, og det blev hurtigt klart, at vinderen skulle findes i gruppen. Vacansoleil var repræsenteret ved både Leukemans og Johnny Hoogerland, men formåede ikke at udnytte overtaget.

Det var Leukemans, der åbnede gruppen ved at angribe på en stigning med 14 kilometer igen. Gilbert var den eneste, der kunne følge med, og havde altså også overskuddet til slut, da den samarbejdende duo kom til mål.

Sejren i Brabantse Pijl er Gilberts største resultat i år efter en tredjeplads i klassikeren Milano-Sanremo. Han har tidligere i karrieren vundet Amstel Gold Race og to gange Lombardiet Rundt.