Gammel kending vender tilbage til Riis

Volodimir Gustov vender tilbage til Bjarne Riis, som også har sikret sig 22-årigt italiensk talent

Gustov kører for Saxo Bank/SunGard de næste to sæsoner. (Foto: Cervelo.com)
Gustov kører for Saxo Bank/SunGard de næste to sæsoner. (Foto: Cervelo.com)

Ukrainske Volodimir Gustov, der kørte for Bjarne Riis' hold fra 2006 til 2008, vender tilbage til det danske cykelhold.

Den nu 33-årige bjergrytter har skrevet under på en toårig kontrakt, meddeler Saxo Bank/SunGard.

- Jeg er glad for at kunne komme tilbage til holdet, hvor jeg har fejret store triumfer med Bjarne og resten af holdet i blandt andet Giro d'Italia 2006 og Tour de France 2008. Vigtigere er det dog at kunne komme tilbage til den holdånd og filosofi, der har hjulpet mig både professionelt og privat. At komme tilbage bliver som at komme hjem, og jeg er yderst motiveret for at skaffe holdet og holdkammeraterne flere store sejre, siger Volodimir Gustov.

Ukraineren har de seneste to sæsoner kørt for Cervelo.

Desuden har Bjarne Riis' hold, som stadig ikke har fået afklaret, om Alberto Contador får karantæne efter sin positive doping-prøve i dette års Tour de France, skrevet en etårig kontrakt med det 22-årige italienske talent, Manuele Boaro.

Tre nye til Schleck
Det nye cykelhold med base i Luxembourg offentliggjorde i dag kontrakter med tre nye ryttere. Der er dog ikke tale om navne i Schleck- eller Fuglsangklassen:

Østrigske Stefan Denifl, australske Will Clarke og franske Brice Feillu kører næste år på holdet, der endnu ikke har noget navn.