Dagens udflugt sluttede få kilometer før mål for danske Matti Breschel på fredagens Tour de France-etape. Saxo Bank-rytteren forsøgte sig med tre andre i et tidligt udbrud, men blev hentet af det jagtende felt.
Han vidste nu også godt selv, at det var et lidt vanvittigt forehavende, han havde kastet sig ud i.
- Med 35 kilometer igen begyndte vi at tro lidt på det, men det var lidt hovedløst. På den anden side skulle jeg prøve et eller andet. Det nyttede ikke noget at sidde i feltet og vente på en spurt, som jeg alligevel ikke kunne vinde, sagde Breschel, som gerne havde haft flere ryttere med i udbruddet, der kunne have arbejdet for at holde feltet på afstand.
- Jeg ville gerne have haft 1-2 mand mere med, så havde der måske været en chance, mener den tidligere danske mester, som dog ikke er færdig med at forsøge sig i dette års løb.
- Det var nok sidste rigtige chance i dag, men derfor skal jeg da alligevel frem og prøve mig af i spurten på Champs-Élysées på søndag, siger Breschel, der sluttede som nummer 150 af de 170 tilbageværende ryttere på etapen.