UCI vil undersøge 'motordoping'

UCI vil se nærmere på indbyggede motorer efter Team Saxo Banks Cancellara er blevet mistænkt for at køre med motor

Cancellara på vej til sejr i Paris-Roubaix. (Foto: AP)
Cancellara på vej til sejr i Paris-Roubaix. (Foto: AP)

Kan man snyde sig til mere fart eller energi ved at montere en lille motor i cyklen?

Det vil den Internationale Cykelunion nu undersøge, siger præsident Pat McQuaid. Reaktionen kommer efter Team Saxo Banks fartfænomen Fabian Cancellara er blevet mistænkt for snyd, da han vandt forårsklassikerne Paris-Roubaix og Flandern Rundt. I de løb distancerede Cancellara konkurrenterne uden synlig anstrengelse.

Se et tv-indslag om Cancellaras påståede snyd øverst i artiklen. Den første del er en teknisk forklaring, hvorefter der kommer eksempler på hvordan Cancellara skulle have snydt.

Mens ryttere og sportsdirektører har afvist tanken som latterlig, ligesom enkelte medier hårdnakket hævder, at tanken er useriøs, tager cykelforbundet mistanken alvorligt.

- Vi vil være sikre på, at UCI er i stand til at følge med, efterhånden som udviklingen af batterier til cykler tager fart, siger han.

McQuaid mener dog ikke, at det med den nuværende teknologi kan lade sig gøre at skjule en hjælpemotor og frem for alt et batteri i en racercykel.

- De er stadig ikke usynlige. Indtil nu har vi set, at batterierne er på størrelse med en pose sukker, siger han.

Rytter: Det kan lade sig gøre
Den belgiske sportsavis Het Laatste Nieuws har været i kontakt med en vestflamsk ex-professionel og nuværende ramme-bygger, Stijn Hoornaert, der slet ikke er i tvivl om effekten ved en motor.

- Det kan sagtens lade sig gøre. Og faktisk er det allerede til salg nu men kun til mountainbikes. Den bruges primært til at understøtte motionisternes kørsel på stigninger, men den kan meget nemt monteres i en racercykel. Motoren sidder i rammen og understøtter med et lille tandhjul fremdriften i kranken. Den er ikke specielt svær at montere. Den eneste ulempe er vægten som er ca. 1,9 kilo. Men tænk på at en professionel carboncykel kun vejer 6,8 kilo. Det kan sagtens betale sig at bruge motoren til trods for vægten, siger Stijn Hoornaert.

0 kommentarer
Vis kommentarer