Formand: Rasmussen var skyldig

Danmarks Idræts-Forbunds øverste chef freder Jesper Worre trods regelbrud: 'Ingen tvivl om, at Rasmussen ikke havde rent mel i posen'

DIF-formand Niels Nygaard bakker op om DCU i Rasmussen-sagen. (Foto: Jens Dresling)
DIF-formand Niels Nygaard bakker op om DCU i Rasmussen-sagen. (Foto: Jens Dresling)

Michael Rasmussen betalte en høj pris for sine løgne før og under Tour de France 2007, men for direktør i Danmarks Cykle Union (DCU), Jesper Worre, er det gratis at begå regelbrud.

Tilliden til Worre og DCU er nemlig usvækket i Danmarks Idræts-Forbund (DIF), selv om idrætsprofessor Verner Møller i bogen ’Løgn over løgn’ dokumenterer, at Worre brød sin tavshedspligt om de såkaldte whereabouts-oplysninger og dermed fyrede voldsomt op under det mediepres, der endte med at sende Rasmussen ud over afgrunden.

– Ud fra en samlet betragtning har jeg ingen betænkeligheder ved den måde, DCU har ageret på i Rasmussen-sagen. DCU har håndteret sagen bedst muligt, siger DIF-formand Niels Nygaard.

– Dels var hele situationen omkring Michael Rasmussen meget speciel og meget bizar, og i en sådan situation kan ikke alt foregå efter en fast manual.

Ikke rent mel i posen
– Og dels har Michael jo indrømmet, at han har løjet, siger Niels Nygaard med henvisning til, at Rasmussen i efteråret 2007 tilstod, at han forud for Touren opholdt sig i Italien, da han ifølge sine whereabouts-oplysninger burde have været i Mexico.

Er det ikke blot en bekvem efterrationalisering? Hele sagen opstod jo på grund af et mediepres, der ikke mindst blev næret af Worres brud på sin tavshedspligt.

– Hvis Michael ikke havde gjort noget som helst forkert, så ville jeg naturligvis have det dårligt med den måde, tingene foregik på.

– Men der er jo ikke skyggen af tvivl om, at han ikke havde rent mel i posen. Derfor finder jeg - igen set ud fra en samlet betragtning - ingen grund til at kritisere DCU for det, der er sket.

DCU holder pressemøde om sagen klokken 14 i dag. Læs mere derfra på ekstrabladet.dk senere

1 af 2 Michael Rasmussen - ingen tvivl om, at han løj, siger DIF-formand. (Foto: Claus Bonnerup)
2 af 2 DIF-formand Niels Nygaard bakker op om DCU i Rasmussen-sagen. (Foto: Jens Dresling)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere