Rasmussens kontrakt er ugyldig

Michael Rasmussens manager understreger i italiensk avis, at danskerens 'kontrakt' med CDC-Cavaliere blot er en hensigtserklæring

Michael Rasmussen har stadig ingen kontrakt for den kommende sæson. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Michael Rasmussen har stadig ingen kontrakt for den kommende sæson. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

I juli i år underskrev Michael Rasmussen en aftale med det lille italienske CDC-Cavaliere-hold, men det var alene en hensigtserklæring - et såkaldt 'letter of intent' - der fastslog danskerens interesse for at køre for holdet.

Erklæringen er ikke en egentlig kontrakt, og den opfylder ikke den internationale cykleunions regler, fastslår Rasmussens manager, Moreno Nicoletti, i den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.

Det sker som reaktion på, at CDC-holdets advokat, Mirco Piersanti, onsdag buldrede frem i medierne med påstand om, at Rasmussen var i færd med at løbe fra sit løfte om at køre for holdet.

Formålet med den preliminære kontrakt var imidlertid blot at sikre Rasmussen et sikkerhedsnet i form at en beskeden kontrakt, hvis hans forhandlinger med langt mere attraktive hold skulle gå i vasken.

Skal mødes på lørdag
- Jeg ønskede ikke dengang at binde mig definitivt til et hold. Jeg ønskede at holde alle muligheder åbne, siger Michael Rasmussen til ekstrabladet.dk.

- Men CDC har åbenbart haft en fast formodning om, at vi havde indgået en kontrakt, siger Rasmussen og peger på, at de udtalelser, hans manager onsdag blev taget til indtægt for i CDC-holdets udmelding, er opfundet til lejligheden.

Michael Rasmussen har længe været tæt på en kontrakt med et langt større hold, der kan opfylde hans sportslige ambition om igen at køre en af sportens tre store rundture i Italien, Frankrig og Spanien. Kontrakten er ifølge Rasmussen stadig højaktuel, selv om mellemspillet med CDC-Cavaliere har sat de afgørende forhandlinger på standby i denne uge.

- Lørdag morgen skal min manager og jeg mødes med CDC-Cavaliere i Imola for at udrede alle misforståelser. Jeg regner med, at vi definitivt får lagt låg på sagen og kan gå hver til sit uden yderligere ballade, siger Michael Rasmussen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere