Holm ville begå selvmord

Sportsdirektør Brian Holm var så rædselsslagen for langsomt at sygne hen og dø af kræft, at han var parat til selv at gøre en ende på sit liv, fortæller han i ny bog

- Jeg sad og overvejede om pistolen havde den rette kaliber, fortæller Brian Holm (Foto: Thomas Sjørup)
- Jeg sad og overvejede om pistolen havde den rette kaliber, fortæller Brian Holm (Foto: Thomas Sjørup)

Havde Brian Holm i 2004 fået en dødsdom af lægerne, da de åbnede ham for at fjerne en kræftsvulst i tarmen, ville han selv have gjort en ende på sit liv. I sin ny bog, 'Den sidste kilometer', fortæller Holm, at han gennem en gammel cykelkammerat havde adgang til en pistol, og at han var fast besluttet på at skyde sig en kugle for panden, hvis lægerne kun kunne stille ham en langsom, smertefuld kræftdød i udsigt.

- Man kan i dag trække på smilebåndet over, at jeg sad og overvejede, om pistolen havde den rette kaliber og om kuglen ville ryge gennem hovedet på mig og måske ramme en uskyldig forbipasserende, siger Holm til ekstrabladet.dk.

- Men det var ikke for sjov. Det var dødelig alvor, siger Holm.

Operationen i maj 2004 afslørede, at kræften ikke havde spredt sig, og Holm skrinlagde derfor selvmordsplanerne. Langsomt arbejdede han sig op af den mentale afgrund, han var styrtet ned i, og i dag er han parat til at fortælle sin historie i håb om, at den kan hjælpe andre kræftpatienter - og pårørende - gennem den sønderrivende krise, der uundgåeligt følger i den modbydelige sygdoms kølvand.

- Hele vejen igennem har det ligget og luret, at jeg en dag skulle dele mine erfaringer med andre - hvis jeg altså overlevede, siger Brian Holm.

- Tiden er inde nu. Havde jeg skrevet bogen for to år siden, var den blevet alt for sortsynet. Og havde jeg skrevet den om to år, ville jeg måske have følt, at det da nok heller ikke var så slemt.

- Men det var det. Jeg har prøvet at beskrive forløbet, men jeg tror, at ingen virkelig kan beskrive det helvede, man gennemgår.

- Og hvis nogen kunne, så var der ingen, der ville have lyst til at læse det, siger Brian Holm.

Bogen, der er skrevet i samarbejde med journalisten Jonas Nyrup, udkommer på mandag.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere