Nicki var nervøs til det sidste

Først 100 meter før mål følte den danske cykelrytter sig sikker på sejren på dagens etape i Tour de France

Nicki Sørensen blev den 11. danske etapevinder i Tour de France. (Foto: AP)
Nicki Sørensen blev den 11. danske etapevinder i Tour de France. (Foto: AP)

VITTEL (ekstrabladet.dk): Der lå en rød bil fra løbskommissærerne i vejen, så Nicki Sørensen vidste ikke, hvor langt hans forspring var til konkurrenterne i slutfasen af dagens etape i Tour de France.

- Jeg var ikke sikker på sejren før 100 meter fra mål, siger den danske etapevinder.

- Jeg var utrolig nervøs for, om der kom en rytter med friske ben. Jeg kunne ikke se, hvor langt der var ned til de næste, fordi der lå en rød bil og spærrede for udsynet, så jeg måtte forsøge at holde hovedet koldt og ikke miste koncentrationen, siger den lettede og lykkelige dansker efter karrierens flotteste sejr.

Den 34-årige Team Saxo Bank-hjælperytter kørte i dag sin Tour-etape nummer 136 og gjorde det formidabelt.

Hellere satse alt
Efter 65 kilometer kørte han alene op til en seksmands-gruppe, der lige var stukket af fra feltet, og med små 23 km igen stak han alene afsted fra udbrydergruppen, der stik mod sædvanen fik lov at køre hjem uden at sprinterholdene satte jagten ind på dem.

- Jeg ville være ked af at komme i mål uden at have givet alt, så hellere satse, forklarer Nicki Sørensen.

- Da der manglede 40 kilometer, og vi havde fire minutters forspring, tænkte jeg, at det ville holde hjem. Og så gjaldt det om at komme af med Pellizotti og Martinez, der var de stærkeste. Dem skulle jeg væk fra, siger Nicki Sørensen.

Han fik følgeskab af franskmanden Sylvain Calzati fra Agritubel-holdet, men da denne ikke kunne holde samme tempo som den friske Nicki Sørensen, satte danskeren igen et soloangreb ind, da der manglede fem kilometer. Og holdt hele vejen hjem.

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen