Hård anklage mod Kyllingen: Kanon-dopet i 2007

Ifølge den hollandske avis NRC Handelsblad brugte Michael Rasmussen flere forskellige præstationsfremmende midler i jagten på Tour-succes

Dopingbeskyldningerne fortsætter med at regne ned over Michael Rasmussen (Foto: Claus Bonnerup)
Dopingbeskyldningerne fortsætter med at regne ned over Michael Rasmussen (Foto: Claus Bonnerup)

Michael Rasmussen blev hevet ud af Tour de France i 2007 af sit eget cykelhold Rabobank. Kyllingen lå til at vinde løbet samlet, og han var i den gule trøje, da holdet trak ham ud af løbet. Ifølge holdet fordi han ikke havde givet dem rigtige informationer om sine opholdssteder.

Ifølge danskeren selv, så var holdet dog klar over, hvor han befandt sig i tiden op mod Touren 2007, og parterne ligger derfor i retssag, hvor Rasmussen kræver kompensation fra cykelholdet.

Efter balladen i 2007 fik Rasmussen en straf på to år for at have givet forkerte oplysninger om sine whereabouts, og danskeren kørte aldrig igen et cykelløb på Rabobank.

Kyllingen har flere gange været under mistanke for brug af doping - også i 2007, og i dag kaster den hollandske avis NRC Handelsblad mere brænde på bålet. Den fortæller nemlig, at Kyllingen var kanon-dopet i 2007.

Se også:

Se også: Nye anklager: Rasmussen skiftede til doping-hold

- Michael Rasmussen kørte angiveligt Tour de France 2007 på fem blodposer, 100.000 enheder EPO, kortison og væksthormoner. Det refererer den hollandske cykeljournalist José Been fra artiklen på sin twitter-profil.

NRC har ikke selv lagt hele artiklen online, men også det tyske medie RP-online har læst artiklen i dagens NRC og fortæller, at den tidligere Rabobank-rytter Thomas Dekker, der efterfølgende har erkendt dopingbrug, bestemt ikke er med til at tegne et særligt positivt billede af det hollandske storhold. Overfor avisen fortæller Dekker, at han startede med EPO i 2006 og i 2007 modtog han også blodtransfusioner, som holdets medicinske stab hjalp ham med:

- De transfusioner var vejen til succes, tror jeg. Næsten alle toprytterne havde fået dem, fortæller Dekker, som i dag kører for cykelholdet Garmin-Sharp.

- Jeg var let at påvirke. Jeg havde faktisk brug for folk, som kunne fortælle mig, at jeg skulle være tålmodig og holde mig fra doping. Doping var en levestil, det var en del af dit job, siger Dekker om sine år på Rabobank altså til NRC. Det fortæller RP-online.

Udover Dekker har den hollandske avis også snakket med mange andre anonyme kilder, og de tegner et billede af et systematisk dopingforbrug på storholdet, hvor Michael Rasmussen kørte fra 2003-2007.

Den hollandske bank Rabobank trak sig som hovedsponsor på cykelholdet i kølvandet på USADAs rapport mod Lance Armstrong, og holdet kører derfor i denne sæson under navnet Blanco Pro Cycling.

Michael Rasmussen har hidtil afvist alle anklager.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra danskeren.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere