Fuglsang opgiver Giro på grund af smerter

Det danske klassementshåb i Giro d'Italia stiller ikke til start næste lørdag i Herning

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang opgiver at stille til start i etapeløbet Giro d'Italia, der begynder i Herning næste lørdag.

Smerter i en brækket hånd samt knæet får Fuglsang til at melde fra til sæsonens store mål, hvor han havde håbet på en topplacering. Fredag måtte danskeren opgive at stille til start på tredje etape af Romandiet Rundt i Schweiz.

- Jeg er meget skuffet, siger Fuglsang til Radioshack-Nissans hjemmeside.

- Giro'en var mit store mål for i år. I går havde jeg så store smerter de sidste 40 kilometer, og jeg havde det helt dårligt.

- Dér indså jeg, at min Giro-drøm sikkert var ovre, fortæller danskeren, der brækkede hånden for en måned siden i forbindelse med et styrt i Catalonien Rundt. Siden har han også fået smerter i knæet.

Lægerne på Radioshack-Nissan mener, at den danske bjergspecialist vil løbe en alt for stor risiko, hvis han kører det italienske etapeløb.

Romandiet Rundt skulle være den store test for Fuglsang, der også havde set frem til at køre de tre første Giro-etaper i Herning og Horsens tæt på hjembyen Silkeborg.

- Giro'en var helt speciel for mig, fordi den starter i Danmark. Vi skulle have boet på et hotel i byen, hvor jeg voksede op.

- Min hånd var selvfølgelig et tilbageslag. Med det andet oveni kan jeg kun være enig med lægerne om ikke at løbe nogen risiko.

- Jeg må se fremad. Jeg er stadig ung, og der vil være andre store etapeløb for mig i fremtiden, fortæller danskeren til holdets hjemmeside.

1 af 2 
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere