Boonen vinder Flandern Rundt

For tredje gang vandt den belgiske superstjerne Tom Boonen søndag forårsklassikeren Flandern Rundt, mens favoritten Fabian Cancellara var på hospitalet. Danske Matti Breschel blev nummer ni

I et dramatisk udskilningsløb, der kostede favoritten Fabian Cancellara en formentlig længere pause på grund af et styrt, sejrede Tom Boonen søndag eftermiddag i cykelmonumentet Flandern Rundt i en spurt foran Filippo Pozzato (Farnese Vini) og Alessandro Ballan (BMC).

De tre ryttere slap væk på sidste passage af Oude Kwaremont-stigningen og formåede at holde alle bag sig hele vejen til målet i Oudenaarde. På de sidste kilometer, hvor det stod klart for alle, at de ikke ville blive indhentet af en gruppe bagude med danske Matti Breschel, forsøgte de tre på skift at skille sig af med de andre, men det sluttede i en spurt. Ballan åbnede ballet, men den gamle sprinter Boonen lod sig ikke overraske og slog kontra og sikrede sig sin tredje sejr i forårsklassikeren over dem alle.

Se også: Flandern Rundt: Cancellara styrtet

Hans forventet stærkeste rival i løbet, schweizeren Fabian Cancellara, styrtede cirka 60 kilometer fra mål i forplejningszonen, men der var intet at udsætte på Boonens sejr. Han kørte et perfekt løb og blev en fortjent vinder af den 96. udgave af det legendariske løb.

Helt efter drejebogen skød en udbrydergruppe tidligt af sted og oparbejdede et maksimalt forspring på lige under fem minutter. En af udbruddet øjensynligt stærkeste ryttere var danske Anders Lund (Team Saxo Bank), og han var en drivende kraft i den også en af de sidste, der blev indhentet, da feltet planmæssigt åd sig ind på lykkeridderne. En efter en faldt de af, men ikke mindst forvirringen efter Cancellaras styrt gav udbruddet nyt liv.

Med 55 kilometer til mål havde udbruddet et minut til feltet, og alle vidste, at det da kun havde begrænset levetid. De 10 tilbageværende af det oprindeligt 15 mand store udbrud holdt dog skansen, mens det reorganiserede felt forsøgte at hindre flere i at slutte sig til de forreste. Bagest i feltet var Boonen nede ved servicevognen for i fart at få justeret sin cykel og givetvis blive fodret med oplæg til ny strategi for det forvandlede løb med hovedfjenden sat ud af spil.

Se også: Flandern Rundt: Langeveld nedlagt af tilskuer

På stigningen Kruisberg 47 km fra mål satte Vacansoleil-rytteren Björn Leukemans sig forrest i feltet og satte tempo - øjensynligt i et tidligt forsøg på at bringe sig i favorabel position til Oude Kwaremont-stigningen. Det var han ikke ene om at ønske, og på den flade strækning frem mod stigningen skete endnu et styrt, der kostede dyrt for en fremtrædende rytter, nemlig hollænderen Sebastian Langeveld (GreenEdge).

Han brugte lovligt en cykelsti som genvej i det tætte positionskamp, men en tilskuer, der løb over cykelstien, kom i vejen, og Langeveld ramte tilskuerens ene ben og blev slynget til jorden. I lighed med Cancellara var han dermed ude af kampen.

På den første af tre passager af Oude Kwaremont var det Quick Step-rytteren Sylvain Chavanel, der satte sig forrest på et tidspunkt, da udbruddet med Anders Lund var halet ind. Det skabte den første seriøse udskilning i løbet, idet cirka 20 ryttere fik hul.

Se også: Boonen: Stærkt hold ingen garanti for succes

På Paterberg-stigningen, der også skulle passeres tre gange, gik det hårde ræs ud over Garmin-rytteren Johan van Summeren, der røg ud over barrieren og med sit styrt spærrede vejen for blandt andre Matti Breschel (Rabobank). Danskeren kom ikke til skade, men han mistede vigtige meter og ikke mindst rytme.

Efter denne anden passage af Paterberg skilte 11ryttere skilte sig ud med 28 kilometer til mål - blandt dem Tom Boonen, Sylvain Chavanel og Niki Terpstra (Omega Pharma-Quick Step), Filippo Pozzato (Farnese Vini), Peter Sagan (Liquigas), Juan Antonio Flecha (Team Sky), Alessandro Ballan (BMC) og Sep Vanmarcke (Garmin-Barracuda).

Helt fremme forsøgte Europcar-rytteren Vincent Jerome sig med et angreb, og med 23 kilometer til målet i Oudenaarde havde han 18 sekunder ned til Boonen-gruppen og yderligere 20 sekunder ned til feltet, der blev ført an af et vildt jagtende Sky-mandskab. Matti Breschel sad også i denne gruppe.

Før sidste bestigning af Oude Kwaremont kørte Tom Boonens tro væbner, Niki Terpstra, op til Vincent Jerome, og snart sluttede BMC-rytteren Marcus Burghardt sig til duoen. Med ganske få sekunder ned til forfølgerne, var udbruddet dog dødsdømt.

Se også: Breschel forventer 70 kilometer i BS-stil

På stigningen blev det hele samlet, og Matti Breschel var dermed tilbage i det absolutte favoritfelt. Ny splittelse opstod imidlertid straks på brostensstigningen, da Alessandro Ballan (BMC) - vinder af løbet i 2007 - skød frem og forsøgte at slippe væk. Det fik straks Pozzato og Boonen til at reagere, og de tre ryttere fik hul til forfølgerne med RadioShack-rytteren Tony Gallopin i front.

Boonen-gruppen fik få sekunders forspring, som italieneren Luca Paolini (Katusha) forsøgte at hente, mens Breschel i forfølgergruppen forsøgte at holde hovedet koldt og vente på sin chance. På stigningen greb supertalentet Peter Sagan (Liquigas) sin chance og indledte en ensom jagt på de forreste, mens RadioShack igen blev ramt af uheld, idet en ellers uhyre velkørende Tony Gallopin blev ramt af defekt og blev smidt af toget med blot 13 kilometer til mål.

Hverken Sagan eller Paolini havde dog kræfter til at nå op til den førende trio, og med kilometertælleren ubarmhjertigt tikkende stod det snart klart, at sejren skulle udkæmpes mellem Boonen, Pozzato og Ballan.

Matti Breschel endte på en absolut godkendt niendeplads.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere