Derfor beholder Riis licensen

Ekstra Bladet giver otte gode argumenter for, hvorfor Team Saxo Bank ikke bliver straffet yderligere

Riis har mange gode argumenter for en fastholdelse af World Tour-licensen (Foto: Jens Dresling)
Riis har mange gode argumenter for en fastholdelse af World Tour-licensen (Foto: Jens Dresling)

Mens Team Saxo Bank og den internationale cykleunion, UCI, har lukket helt ned for kommunikationen i sagen om holdets ret til at beholde licensen til World Tour-løbsserien, vokser spekulationerne om, hvad der mandag foregik bag lukkede døre, da spørgsmålet var til høring i UCI’s licenskommission.

Sikkert er det, at licenskommissionen har bragt holdets licens i spil, fordi det ikke længere kan råde over den karantæneramte Alberto Contadors ranglistepoint. Det betyder, at Team Saxo Bank ikke på papiret har den sportslige værdi, en licens blandt andet er betinget af.

Se også: Formand håber på medvind til Bjarne Riis

Derimod er Team Saxo Banks argumenter for at beholde licensen ikke kendt, idet ingen af parterne må referere fra det lukkede møde. Ekstra Bladet vover dog pelsen og giver her et bud på de argumenter, Bjarne Riis har fremført.

Ét ord i den tommetykke UCI-regelbog spiller en helt afgørende rolle for Riis, nemlig ordet ’kan’. Reglerne slår fast, at licenskommissionen kan – ikke skal – trække licensen tilbage, hvis et hold ikke længere kan opfylde betingelserne for at have World Tour-licens.

Se også: Riis-lejr efter høring: Vi har en god sag

Med det som udgangspunkt kan Bjarne Riis fastholde, at han har fulgt alle regler, og at hans hold ikke bør straffes for noget, det ikke har kunnet øve indflydelse på:

1. Team Saxo Bank har ingen andel i dopingsagen, idet Contador var ansat på Astana, da han blev fældet.

2. Team Saxo Bank blev af UCI holdt i uvidenhed om Contadors positive dopingprøve indtil 30. september 2010. Det sene tidspunkt indsnævrede holdets handlefrihed markant, idet transfervinduet var tæt på at lukke. Contador blev informeret om den positive prøve en måned tidligere, men blev af UCI bedt om at holde sagen hemmelig.

3. Team Saxo Bank havde kontrakt med Contador fra 2011 og stod med en juridisk tabersag, hvis holdet ophævede kontrakten, da rytteren blev suspenderet i november 2010. Riis valgte at støtte sin rytter, men havde reelt heller ikke noget alternativ.

Se også: Holm krydser fingre for Riis

4. Team Saxo Bank havde ingen grund eller ret til at fyre Contador, da han blev frikendt i februar 2011.

5. Sagen trak i langdrag til stor skade for cykelsportens omdømme, men Team Saxo Bank kan ikke klandres for så meget som én dags forsinkelse, da holdet ikke er part i sagen.

6. Den langtrukne sag forhindrede Team Saxo Bank i at sadle om i transfervinduet i 2011, idet en meget stor del af lønbudgettet var dedikeret til Contador, der stadig havde ret til at køre og også havde kontrakt for 2012.

7. Det er urimeligt at straffe holdet på grundlag af Contadors ranglistepoint, idet de fleste af de andre ryttere på holdet har tilsidesat optjening af egne ranglistepoint for at hjælpe holdkaptajn Contador frem til sejre.

8. Frakendelse af licensen kan i yderste konsekvens betyde holdets død, hvilket strider imod UCI’s eksistensberettigelse, idet unionens formål er at fremme cykelsporten på globalt plan.

En kilde tæt på sagen vurderer over for Ekstra Bladet, at der kan gå op til en måned, før licenskommissionen træffer en afgørelse. Mister Team Saxo Bank licensen, er holdet ikke sikret adgang til Tour de France.

0 kommentarer
Vis kommentarer