AKKO (ekstrabladet.dk): Stjernenykker!? Ikke hos Alberto Contador. Da Team Saxo Bank indledte arbejdet med færdiggørelsen af en børnecykelskole i fredsprocessens tegn, viste den spanske stjerne sig hurtigt som en arbejdsmand uden forbehold.
På byggegrunden i AKko i Israel slæbte, hakkede, savede og fejede han til den store guldmedalje. Og som sådan fejede han også alle forestillinger om primadonna-tendenser langt væk. Sådan som holdejer Bjarne Riis' generelle oplæg til teambuilding-turen forlanger det.
- Når de er ude på byggepladsen, er de allesammen ens, uanset titel og plads i hierarkiet, siger Bjarne Riis:
- Hvis nogen ikke deltager eller ikke arbejder som del af et hold, indkalder jeg til møde med det samme.
Det blev ikke nødvendigt.
Alberto Contador, Nicki Sørensen og de øvrige i arbejdsgruppe 5 ryddede hurtigt et stort areal for ukrudt, jævnede jorden og indrettede en off-road-bane der, før de omkring solnedgang tog fat på næste opgave et andet sted på byggepladsen.
De godt 70 ansatte i Riis Cycling har 36 timer til at forvandle grunden fra kaos til en skole med cykelbaner.
Se Alberto Contador slæbe som arbejdsmand i galleriet.