Bak håber på happy end

De seks danske VM-deltagere har fået frie tøjler til søndagens linjeløb, og det vil Lars Bak bruge til at krone en god sæson med et godt resultat

Det har på mange måder været et stort år for Lars Bak. Han håber, at afslutningen også byder på noget godt, selv om det danske hold med Matti Breschel ude ikke har en decideret medalje-favorit.

- Det har været et fantastisk år for mig. Jeg blev femmer i Paris-Roubaix, som jeg ser som det største endagsløb i verden. Så kom jeg endelig til Touren, hvor jeg endte i udbrud på Champs-Élysees. Jeg har også fået tvillinger, og så fik jeg en rigtig god kontrakt - jeg vandt i Lotto.

- Så jeg håber på happy end til VM, siger Lars Bak, der da også har fået opbakning i sin mission af andre end lige holdkammerater.

- Jeg talt lige med Tjallingii (Rabobanks Maarten Tjallingii, red.), som sagde, at det er den største mulighed, jeg nogensinde får for at blive verdensmester. Og der kunne jeg bare sige, 'ja', siger Lars Bak.

Klart billede af ruten
Selv om han ikke kender så meget til området, så har han dog et klart billede af ruten - og hvornår der skal slås til, hvis et udbrud skal holde hjem.

- Når der mangler et par omgange, skal tempoet skrues op, så folk kommer op i det røde felt. Og så skal der stikkes på toppen af Slotsbakken. Men det kræver også, at der bliver kørt fuld gas helt fremme, siger Lars Bak, der i lighed med de øvrige fem danske ryttere har fået en fri rolle af landstræner Lars Bonde.

- De seneste tre år har taktikken været rimeligt lukket, for der har vi haft en decideret kaptajn. Det har vi ikke her.

- Alle forventer en samlet spurt, og bliver det det, er chancen for en topplacering ikke så stor. Vi skal benytte de kvaliteter, vi har på holdet til at sætte lidt rav i den, siger Lars Bonde, der ikke forlanger medaljer af sine ryttere, men blot at de er med, hvor det sker.

- Vores målsætning er, at vi er med i finalen. Vi skal være med i det sidste sving, og vi skal være med i kampen om medaljer, siger han