Tysk VM-favorit: Cancellara er underdog

Tempospecialisten Tony Martin mener langt fra, at Fabian Cancellara er favorit til at vinde VM i enkeltstart

Tony Martin ser større konkurrenter end Cancellarra. (Foto: AP/Laurent Cipriani)
Tony Martin ser større konkurrenter end Cancellarra. (Foto: AP/Laurent Cipriani)

Det tyske fartmonster Tony Martin mener, at briterne Bradley Wiggins og David Millar er de største rivaler til at vinde VM i enkeltstart på onsdag.

Fabian Cancellara, som tidligere har været altdominerende i netop den disciplin, er ikke længere den største trussel i København, vurderer storfavoritten Tony Martin.

- Jeg vil mene, at Wiggins og Millar er mine største rivaler. Men jeg vil ikke udelukke Cancellara, siger Tony Martin.

Store sejre
Tony Martin har i år vundet store sejre på nogle af de største enkeltstarter, der er kørt i denne sæson, blandt andet i Tour de France og Vuelta a España.

David Millar vandt VM-enkeltstarten tilbage i 2003, men blev senere frataget titlen på grund af brug af doping. Briten nedtoner forventningerne til sig selv trods roserne fra Tony Martin.

Læs også: Cancellarra: Dansk VM-asfalt ikke god

- Jeg er ikke så god, som jeg gerne ville være. Jeg skal nok gøre mit arbejde, men jeg tror, Bradley Wiggins vil hejse flaget for os.

- Naturligvis vil Cancellara altid være god, men denne VM-rute ligger bedst til store kraftfulde typer, som Bert Grabsch og Svein Tuft, siger David Millar.

Stafetten sendt videre
Dermed er stafetten sendt videre til alle andre, deriblandt landsmanden Wiggins, men også han underspiller sin favoritrolle.

- Det vil blive meget tæt, og der er ikke et sted på ruten, hvor man kan miste meget tid. Det vil blive meget fysisk og ligger godt til dem, som kan opretholde den bedste fart i en time, forklarer Wiggins.

Fabian Cancellara har vundet VM-guld de sidste fire gange, schweizeren er stillet til start (2006, 2007, 2009 og 2010).