Landstræner: Quaade kan vinde VM-guld

Det bedste danske bud på en medalje ved VM i cykling er Rasmus Quaade, mener U/23-landstræner Morten Bennekou

Rasmus Quaade får stor opbakning fra landstræneren. (Foto: Claus Bonnerup)
Rasmus Quaade får stor opbakning fra landstræneren. (Foto: Claus Bonnerup)

De største danske stjerner ved VM i cykling, som begynder i dag, er navne som Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen. Men det største danske medaljehåb er et langt mere ukendt navn.

Tempospecialisten Rasmus Quaade står med de bedste kort på hånden i forhold til at vinde en VM-medalje, som endda kan blive af guld, mener U/23-landstræner Morten Bennekou.

- Vi har chancer i andre discipliner, men Rasmus er på nuværende tidspunkt vores største medaljehåb, siger Morten Bennekou.

Efter VM-favoritten Matti Breschel brækkede hånden i Vuelta a España og senere meldte afbud samt Alex Rasmussens VM-exit grundet brud på dopingreglerne er medaljechancerne i det stort profilerede linjeløb formindsket kraftigt.

Forventningerne er derimod betydeligt større, når Rasmus Quaade mandag stiller op i VM's enkeltstart for U/23-ryttere i København.

- Vores målsætning har egentlig været blød. Vi har sørget for den bedst mulige forberedelse, så han får kørt et optimalt løb på dagen. Og så må vi se, hvad det rækker til.

- Men vi forventer, det rækker til en topplacering, og vi ved, der også er mulighed for, at han vinder guld, vurderer Morten Bennekou.

Allerede sidste år lå Rasmus Quaade til at vinde VM-guld i Australien, da han havde bedste mellemtid, inden han uheldigt fik smadret sit styr og måtte stå af cyklen.

- Rasmus har længe lænet sig op af et topresultat, og det forventer vi også, han kan præstere i år.

- Allerede mens han stod og viklede sin cykel ud af barrieren sidste år, sagde han: Jeg vinder næste år, husker Morten Bennekou.

Rasmus Quaade har op til VM på hjemmebane været tre uger i højdetræningslejr i italienske Livigno for at forberede sig optimalt.