Dansk VM-medaljehåb vil være professionel

Det danske medaljehåb ved VM i cykling Rasmus Quaade håber på at blive professionel i fremtiden

Rasmus Quaade vil være professionel. (Foto: Claus Bonnerup)
Rasmus Quaade vil være professionel. (Foto: Claus Bonnerup)

Konfirmationer og bryllupper er ikke noget, Rasmus Quaade har haft tid til forud for VM i cykling på dansk grund. Og i de kommende år bliver der måske endnu mindre tid til det for det danske VM-medaljehåb.

Rasmus Quaade går nemlig med tanker om at blive professionel cykelrytter i fremtiden.

- Jeg er begyndt at få lidt mere tro på, at jeg om et par år kan blive professionel. Det er en drengedrøm at blive professionel.

- Efter OL kan jeg måske begynde at kigge på, om jeg skal være professionel. Det kunne være i 2013 eller 2014, siger Rasmus Quaade.

Lige nu har Rasmus Quaade kun fokus på at køre enkeltstarter og banecykling, fordi han er et af de største danske talenter på det felt. Men i juli blev han nummer tre i et pointgivende landevejsløb i UCI-regi.

- Jeg mangler at blive mere stabil i landevejsløbene. Jeg har udviklet mig meget i år, hvor jeg har kørt en top-tre-placering hjem i et UCI-løb. Så jeg kan jo godt, men jeg har stadig meget at lære.

- Og jeg skal blive meget bedre, hvis jeg skal være professionel. Men det, tror jeg ikke, bliver noget problem overhovedet, fastslår Rasmus Quaade.

Den unge tempospecialist må sige nej til stort set alle familiearrangementer, og vennerne ser han stort set heller aldrig.

- Så der er mange afsavn. De sidste mange gange, hvor der har været store konfirmationer eller bryllupper i min familie, har jeg måtte sige nej.

- Det er endda til min familie, som betyder meget for mig. Inden jeg begyndte i gymnasiet brugte jeg rigtig meget tid på min familie, og så lige pludselig må jeg sige nej til det hele, siger han.

- Nogle gange har jeg det ok med det, men andre gange kan det være rigtig svært. Men fortjenesten ved at køre godt på cykel er alligevel større, og jeg har kun min cykelkarriere i nogle få år af hele mit liv, forklarer Rasmus Quaade.

Mandag kører Rasmus Quaade VM i enkeltstart for U/23-ryttere, hvor han er en af favoritterne.