Folketingsformand: VM-ballade slut torsdag

Thor Pedersen undrer sig over den megen ballade, som enkeltstartsruten ved VM i cykling har afstedkommet

Jesper Worre stiger af cyklen i morgen, for at finde en løsning på problemerne med VM-ruten (Foto: Finn Frandsen)
Jesper Worre stiger af cyklen i morgen, for at finde en løsning på problemerne med VM-ruten (Foto: Finn Frandsen)

Balladen om VM-ruten i enkeltstart, der går igennem det indre København, slutter torsdag eftermiddag. Det er Folketingets formand Thor Pedersen (V) sikker på.

Her skal de stridende parter - Danmarks Cykle Union (DCU), Københavns Kommune og Folketingets Administration - mødes for at snakke sagen igennem, og formanden regner med, at man finder et kompromis.

- Jeg forventer, at man som med alle andre arrangementer når til enighed og får problemet løst, siger han.

Thor Pedersen undrer sig over, hvordan spørgsmålet om ruteføringen kan føre til så mange avisskriverier, som tilfældet har været.

Han har set, hvordan Folketingets Administration, som han er ansvarlig for, er blevet udpeget som en myndighed, der vil ødelægge VM-arrangementet for Danmarks Cykle Union (DCU), fordi man ikke vil have ruten til at passere lige forbi Folketingets hovedindgang.

- Men jeg forstår ikke, hvordan nogen kan få det til, at Folketinget har besluttet, at der skal køres på brosten, siger Thor Pedersen.

Han henviser til den redegørelse for forløbet, som Folketinget har udsendt onsdag.

Her gøres det klart, at det ikke er Folketingets Administration, der har besluttet at ændre ruten, men derimod Københavns Kommune.

Det er ganske vist sket på baggrund at et svar, hvor administrationen påpeger det besværlige ved at lade rytterne blokere for hovedindgangen i nogle dage. Men det er helt efter bogen, mener Thor Pedersen.

- Hvis man spørger administrationen, om det er hensigtsmæssigt delvist at blokere Christiansborg i tre dage, så ville jeg have undret mig meget, hvis svaret havde været et ja, siger formanden med henvisning til de 1000 mennesker, der har deres daglige gang i huset.

Spørgsmål: Men kan Folketinget fungere, hvis hovedindgangen er blokeret i tre dage?

- Alt det der må vi finde ud af, hvordan vi får det løst, og hvad vi rent praktisk gør. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis det er det, man når frem til, siger Thor Pedersen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere