Klar til sprinterkrig med Cavendish

Garmin-Cervélo tager to supersprintere med til Touren for at lægge maksimalt pres på Mark Cavendish

Verdens bedste sprinter på en cykel hedder Mark Cavendish og kører for HTC-Highroad.

Det kan der ikke være meget uenighed om, når man kigger på britens resultatliste, der blandt andet byder på imponerende 15 etapesejre i Tour de France i løbet af de seneste tre år - fordelt med fem sejre sidste år, seks i 2009 og fire i 2008.

Mens Alberto Contador og Andy Schleck kæmper med de øvrige klassementryttere om at køre ind i Paris i den gule trøje som samlet Tour de France-vinder, gælder det for Cavendish og de øvrige sprintere om at hente flest mulige etapesejre og om at erobre den grønne pointtrøje.

Hesjedal og Vande Velde
Garmin-Cervélo er blandt de hårdeste konkurrenter til Cavendish og HTC-Highroad i spurterne, og for at give Cavendish mest mulig modstand har Garmin-Cervélo udtaget to store sprintere til årets Tour.

Der er således fundet plads til både Tyler Farrar og Thor Hushovd på holdet.

Læs også: Kan du styre et Tour-hold

- Vi havde brug for et hold, der kunne give os muligheder i både det samlede regnskab og for at tage etapesejre, og det har vi fået med dette hold, siger holdets chef, Jonathan Vaughters, der i det samlede regnskab sætter sin lid til Ryder Hesjedal og Christian Vande Velde.

Hos HTC-Highroad er fokus meget klart, Cavendish skal have en ny succes-Tour, og briten får dansk hjælp både i feltet og fra holdets følgebil.

Lars Bak er blevet udtaget og melder sig klar til at støtte Cavendish mest muligt, og Brian Holm vil vanen tro forsøge at hjælpe Cavendish bedst frem mod de afgørende spurter med gode råd fra sportsdirektørbilen.

Får mange fjender
Holm ved, at alle vil holde øje med Cavendish og forsøge at forpurre HTC-mandskabets jagt på sejre.

- Der er en vis konkurrence mellem holdene og rytterne. Vi vinder meget, og folk, der vinder meget, får mange fjender, siger Brian Holm til B.T.

- Vi har oplevet, at vi har kørt cykelløb, hvor vi ikke har vundet, og det første, der bliver sagt i feltet, er, at det var godt, at HTC ikke vandt.

- Folk håber, at vi ikke vinder. Rytterne fra de andre hold under os ikke noget, fordi vi vinder så meget. Sådan har det været i fem år, siger Brian Holm.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere