VM-værter irriteret over politikere

VM-ruten bliver sandsynligvis flyttet fra Christiansborg, da politikerne risikerer et folketingsvalg

Der er mindre end tre måneder til VM i cykling, som kommer til at foregå i København og Nordsjælland.

Men nu skal ruten sandsynligvis lægges om.

For politikerne på Christiansborg er ikke helt pjattede med tanken om, at VM-feltet skal suse forbi hovedindgangen på parlamentsbygningen, hvis der er valg samtidig. Derfor har Folketinget og Slots- og Ejendomsstyrelsen, der forvalter Christiansborg på statens vegne, meddelt, at man ikke anser det for at være 'hensigtsmæssigt', at ruten går ad Tøjhusgade.

Et tydeligt irritationsmoment for Jesper Worre, der er direktør i Dansk Cykle Union.

- Der arbejdes på en alternativ løsning, men vi er som arrangører ualmindeligt kede af det. Siden vi for flere år siden præsenterede det på Københavns Rådhus, hvor Brian Mikkelsen (K) som kulturminister var til stede, har vi hele tiden sagt, at det er den her rute, det skal være. Der har aldrig været andre reaktioner, end at det her var en fantastisk måde at sælge Danmark på, siger Worre ifølge Berlingste Tidende.

Ruten har været fastlagt siden UCI, den internationale cykelunion, tildelte Danmarks værtsskabet for fire år siden.

Den nye rute bliver efter alt at dømme forbi Den Sorte Diamant (Christians Brygge) ad Frederiksholms Kanal, der er brostensbelagt.

- Vi er kede af det, fordi de alternative løsninger ikke er så gode, siger Jesper Worre, der har svært ved at se argumentet med en valgkamp.

- Kommer der valg tirsdag den 20., kan vi ikke køre, vi er ikke dummere end dumme. Men fordi der skal være valg senere i oktober, er der ingen problemer. Der vil jo være fri adgang til Christiansborg ad sluser, siger Jesper Worre.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere