Riis kæmper for nye sponsorkroner

Den danske holdejer erkender, at Alberto Contadors verserende dopingsag gør det sværere at skaffe sponsorer til holdet

Bjarne Riis er på jagt efter sponsorkroner, men kan stå med et svækket produkt, hvis Contador idømmes en dopingkarantæne (Foto: AP)
Bjarne Riis er på jagt efter sponsorkroner, men kan stå med et svækket produkt, hvis Contador idømmes en dopingkarantæne (Foto: AP)

Saxo Banks kontrakt med Bjarne Riis udløber ved udgangen af sæsonen. Derfor er Bjarne Riis - igen, igen fristes man til at sige - gået på hård jagt efter ny hovedsponsor til sit succes-mandskab.

Men ligesom sidste år kan kampen for en ny hovedsponsor på linie med SunGard, vise sige at blive en langvarig affære, for Alberto Contadors langstrakte, og endnu ikke afklarede, dopingsag komplicerer jagten på en Saxo Bank-erstatning. Det erkender den danske direktør.

- Det gør det ikke nemmere at føre forhandlinger, når en eventuel sponsor ikke ved, hvilken ’samlet pakke’ han køber, fordi Contadors sag er uafklaret. Det kan alle nok godt forstå, siger Bjarne Riis til sporten.dk

- Vi har været i dialog med forhandlingspartnere, for hvem det er afgørende at vide, hvordan det ender med Alberto Contador. Andre ser det ikke som det store problem. Men uanset hvad, er det jo noget, man kan forhandle sig ud af, forklarer holdejeren.

Se her, hvor mange ryttere Riis har med i overvejelserne til årets Tour-hold

Contador har ellers vist sine evner for det danske mandskab, og har sikret holdet masser af omtale i årets første seks måneder med sin Giro-sejr i slutningen af maj måned.

Riis' problem i år er bare, at holdet mere eller mindre er bygget op omkring den spanske bjergkonge, og en eventuel dopingdom til Contador vil svække Riis' produkt mærkbart. Foreløbig er Bjarne Riis dog optimist, og håber på, at holdet kan præsentere nyt under årets Tour de France, hvor opmærksomheden omkring cyklingen er størst.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere