Wiggins tabte mere tid i Giroen

Han kører med egne ord nedad som en pige, og Bradley Wiggins kunne heller ikke køre opad hurtigt nok, da han atter tabte tid i kampen om den lyserøde trøje i Giro d'Italia. Holdkammeraten Rigoberto Uran Uran vandt 10. etape

Wiggins foran Uran i Giroen. (Foto: AP)
Wiggins foran Uran i Giroen. (Foto: AP)

På en dag, da Tour-kongen Bradley Wiggins (Sky) atter viste svaghedstegn i Giro d'Italia og tabte vigtige sekunder til Vincenzo Nibali (Astana) i den lyserøde førertrøje, kunne han trøste sig med, at hans løjtnant Rigoberto Uran Uran vandt løbets første bjergfinale.

Sky fik dermed flot udbytte af holdets massive dominans på etapen, men det var næppe planen, at Uran skulle være manden, der høstede frugten af det hårde arbejde. Den stærke colombianer kørte sig op på tredjepladsen i den samlede stilling - ét sekund foran sin holdkaptajn. Nibali er fortsat i den lyserøde førertrøje, mens Cadel Evans er nummer to, 40 sekunder efter. Lidt over to minutter efter følger de to Sky-ryttere.

Se også: Veteran sejrede i Giroen

Dagens lange udbrud bestod af 13 ryttere, som kom af sted, da der var kørt under 20 af dagens 167 kilometer. Med i udbruddet sad Saxo-Tinkoffs spurtstærke Daniele Bennati, og med tanke på dagens profil med en ordentlig knold på midten og et bjerg med op til 20 i stigningsprocent var der ringe grund til at håbe på 'dansk' triumf denne dag.

Udbruddet blev splintret på dagens første stigning, Passo Cason di Lanza, og den drabelige nedkørsel, og det efterlod kun to af de 13, nemlig Jackson Rodriguez (Androni Giocattoli) og Serge Pauwels (Omega Pharma-Quick Step) i front før finalen. Lidt under to minutter bagude kontrollerede Team Sky feltet, mens Astana med Vincenzo Nibali i den lyserøde førertrøje holdt sig tæt bag de sortklædte Sky-ryttere.

En af løbets store profiler, nemlig canadiske Ryder Hesjedal, der vandt løbet sidste år, var da for længst smidt ud af favoritgruppen. Han meldte sig ud af kampen på den første stigning. Det samme måtte Rodriguez og Pauwels gøre på finalestigningen med 10 kilometer til stregen, da de som de sidste af dagens store udbrud blev kørt over af Sky-toget.

Se også: Tysk etapevinder udgår af Giro d'Italia

Med otte kilometer til toppen blev Uran sendt af sted i et angreb, mens hans kaptajn, Bradley Wiggins, sad i favoritgruppen og vogtede på Nibali, hvis lyserøde trøje Wiggins målrettet går efter. Uran var inden etapen nummer ni i den samlede stilling, to minutter og 49 sekunder efter Nibali. En så højt placeret rytter kunne Astana ikke bare lade køre, og snart satte holdet sig da også frem for at jagte den stærke colombianer.

På hjul af Nibali sad Saxo-Tinkoffs Rafal Majka og fulgte godt med. Der blev han siddende, da favoritfeltet fire kilometer fra stregen kørte ind på en af finalens stejleste strækninger. Cadel Evans (BMC) sad der også, mens Sky-rytteren Luis Henao, der lå nummer seks i klassementet, blev smidt af. Robert Gesink (Blanco) måtte også give fortabt.

Og pludselig måtte altså også Wiggins og Michele Scarponi (Lampre) slippe, og en lille gruppe med blandt andre Nibali og Evans strøg mod toppen i jagt på Uran helt forrest. Et par kilometer fra stregen skød colombianeren Carlos Betancur (Ag2r) frem og tog andenpladsen, mens Nibali blev nummer tre på etapen.

1 af 2 Colombianeren Rigoberto Uran Uran (til venstre), da han sidste sommer vandt sølv ved OL i London. (Foto: Thomas Sjørup).
2 af 2 Wiggins foran Uran i Giroen. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer