Kommentar: Hykler på cykler

Balancegangen peger i den nedslående retning for dansk cykelsport: Det er nemmere at holde kæft og træffe sine valg i stilhed, end det er at stå frem, mener Ekstra Bladets cykeljournalist

Daniel Foder skulle aldrig have stået frem og fortalt om forholdet til dr. Ferrari.
Daniel Foder skulle aldrig have stået frem og fortalt om forholdet til dr. Ferrari.
En amatørs valg af træner afføder sjældent større historier i Ekstra Bladet.

Men da 25-årige Daniel Foders valg af italieneren Michele Ferrari og hans søn Filippo Ferrari kom frem, var det ikke alene en pænt stor historie her i avisen.

Det affødte også kontante reaktioner: Fra Danmarks Cykle-Union, fra hans tidligere hold og fra hans nuværende hold, der bad ham stoppe samarbejdet her og nu.

Alternativet var en fyreseddel.

I dag eksisterer samarbejdet Foder/Ferrari ikke længere.

Forløbet fortæller mere end noget andet, hvordan dansk cykelsport er martret af mere end ti års fokus på doping.

I 1999 lancerede DCU kampagnen ’Rene Resultater’, og siden har man i stor stil markedsført antidoping-holdninger og stået for en hård linje mod snyderiet.

De unge ryttere er blevet brugt som ambassadører, og ordene fra ledelsen har været uforsonlige og markante gennem årene.

Spørgsmålet er, hvad dansk cykling har vundet ved det?

Det må for eksempel betegnes som et rent spark i skridtet på DCU-bosserne, at stortalentet Jakob Fuglsang sidste år ikke bare indrømmede, at han træner med den uglesete Michael Rasmussen i Italien.

Fuglsang gav endda udtryk for, at han får meget ud af fællesturene.

Det må også være et skridt tilbage, at DCU-stjerner som Alex Rasmussen og Michael Mørkøv under 6-dagesløbet fik assistance i boksen af den fra dansk idræt evigt bortdømte skotte Angus Fraser.

Det lod sig gøre, fordi 6-dagesløbet ikke er et officielt DCU-arrangement. Men signalet var skidt.

I den prisværdige kamp for ærlighed bliver det også et problem for DCU, at man bortdømmer nogle - som Daniel Foder for hans valg af træner eller Jakob Moe for en mistænkelig hæmatokrit-værdi.

Men andre bydes velkommen i kredsen.

Der er ingen løftede pegefingre over for flergangs-syndere som Kim Andersen, Claus Michael Møller og Lars Brian Nielsen, der hver især fungerer som trænere og sportsdirektører på højeste niveau i dag.

Og DCU’s direktør, Jesper Worre, kunne næppe heller holde til at slå ned på dem uden at blive anklaget for dobbeltmoral - han blev i sin tid selv taget i doping.

Hele balancegangen peger desværre i den nedslående retning, at det er nemmere at holde kæft og træffe sine valg i stilhed, end det er at stå frem.

Daniel Foder kan med en vis ret føle sig som syndebuk i denne tid.

Men havde han valgt en svensk eller dansk træner med de samme præferencer og det samme standardprogram til salg som Ferrari, havde ingen kat gøet af hans valg.

Imens kæmper resten af dansk cykelsport for at bevare troværdigheden. Med hver sin lille selvstændige definition af, hvad der ligger i dét begreb.