Ridser i Contador-lakken

Det så slemt ud, men Alberto Contador slap nådigt fra et styrt i weekenden. Nu ser han frem til sit første møde med Lance Armstrong

Alberto Contador måtte på skadestuen, men cykelstjernen slap nådigt med overfladiske skrammer. (Foto: AP)
Alberto Contador måtte på skadestuen, men cykelstjernen slap nådigt med overfladiske skrammer. (Foto: AP)

Der er dømt stjernetræf, når Team Astana samles på Tenerife i begyndelsen af december til den første træningslejr frem mod næste sæson.

En træningslejr, der vil have deltagelse af både nytilkomne Lance Armstrong og Alberto Contador.

Den spanske bjergrytter kommer dog til mødet med lidt ridser i lakken.

Således styrtede han i et kriterium søndag, hvor han stillede op for at hylde landsmanden, Joan Llaneras, der vandt to medaljer ved OL i Beijing.

- Jeg har det fint. Jeg har nogle overfladiske skrammer på skulderen og i ansigtet. Men det er slet ikke så slemt, som jeg umiddelbart troede, sagde Contador efter en tur på skadestuen.

Træningslejren og den kommende sæson går han ind til på vanlige, afslappede facon.

- Jeg glæder mig til den kommende sæson - som altid. Det primære mål er Tour de France. Denne gang kan jeg virkelig glæde mig over et stærkt hold, og på den front er jeg rolig. At have vundet alle tre store løb, gør ikke min motivation mindre.

- Jeg vil som altid forsøge at vinde, sagde han.

Contador vandt Tour de France sidste år - blev udelukket i år, men vandt så Giro d'Italia og Vuelta a Espana i stedet for.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere