'Kyllingen' en sikker taber

Michael Rasmussen kan højst vinde en moralsk sejr ved sportsdomstol -  erstatning er usandsynlig, vurderer juraprofessor

Der kan højst blive tale om en 'moralsk sejr' til Michael Rasmussen, vurderer jura-professor (Foto: Claus Bonnerup)
Der kan højst blive tale om en 'moralsk sejr' til Michael Rasmussen, vurderer jura-professor (Foto: Claus Bonnerup)

Om en måneds tid sættes det efter alt at dømme sidste punktum i den langstrakte sag om Michael Rasmussens opholdssteder forud for Tour de France 2007.

Til den tid vil Rasmussen have afsonet halvandet år af den to år lange karantæne, han er idømt for at føre antidopingmyndighederne bag lyset.

Skulle danskeren få medhold ved sportsdomstolen CAS i Schweiz og få sin karantæne nedsat til det ene år, han selv vurderer som en rimelig straf, vil han imidlertid kun vinde en moralsk sejr.

Det halve år, han i givet fald vil have spildt, vil han næppe nogensinde få økonomisk kompensation for.

Det vurderer juraprofessor og formand for Antidoping Danmark Jens Evald.

– Vinder Michael Rasmussen, vil det være naturligt at overveje, om der er grundlag for, at han kan kræve erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i det halve år, han har været i karantæne.

Indrømmede sent
– Men for at få erstatning skal han kunne påvise, at nogen har begået fejl, og jeg har meget svært ved at se, at nogen har begået fejl i denne sag, siger Jens Evald.

Det eneste specielle ved Rasmussen-sagen er, at den har taget så lang tid, mener Evald. Og Rasmussen har selv medvirket til at trække sagen i langdrag.

Først fire måneder efter Tour de France indrømmede danskeren, at han med fuldt overlæg havde givet forkerte oplysninger til den internationale cykleunion om sine opholdssteder forud for Touren.

– Når man involverer sig i en sådan sag, så må man også acceptere, at man risikerer at komme til at betale ekstra for det.

– Selv om Rasmussen skulle få medhold i CAS, vil det være højst usandsynligt, at han kræver erstatning af nogen, siger Jens Evald.

Oplysninger om opholdsted –  de såkaldte ’whereabouts’ –  skal for udvalgte atleter i detaljer gives til antidopingmyndighederne, så disse til enhver tid er i stand til at opsøge atleten og dopingteste ham.

Nedsat straf
Rasmussen oplyste forud for Touren 2007, at han opholdt sig i Mexico, men reelt trænede han i Italien. Det skyldtes ikke, hævdede Rasmussen, at han ville skjule sig for at dope sig, men snarere, at han søgte ro til at redde sit skrantende ægteskab.

Snyder man med sine ’whereabouts’ anses det i antidopingsystemet for at være en dopingforseelse, og den slags koster næsten pr. automatik to års karantæne.

I sjældne tilfælde kan straffen dog nedsættes, hvis atleten medvirker til fuld opklaring af sagen.

Det skete senest forleden, da den italienske bjergkonge Emanuele Sella af den italienske, olympiske komite blev indstillet til en etårig karantæne, idet han har navngivet de bagmænd, der forsynede ham med epo-produktet CERA.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere