Kasakhiske millioner lapper huller

Det kasakhiske cykelforbund betaler alle udeståender til ansatte på Astana, der ikke har fået løn siden september. Et retligt efterspil er ikke udelukket

Det kasakhiske cykelforbund går nu ind og hjælper med økonomisk støtte til de klemte Astana-ryttere. (Foto: AP)
Det kasakhiske cykelforbund går nu ind og hjælper med økonomisk støtte til de klemte Astana-ryttere. (Foto: AP)

Cykelforbundet i Kasakhstan vrider indersiden af pungen ud og lader millioner af kroner dryppe ned over cykelholdet Astana. Pengene skal reparere på efterladenskaberne fra den forgangne sæson.

Således har mere end 20 ryttere ikke fået deres løn siden september. Situationen med de ubetalte lønninger skyldes, at licensen til holdet er ejet af det kasakhiske cykelforbund, som i 2007 havde hyret luxembourgeren Marc Biver til at stå for ledelsen af holdet.

Det var Biver, der stod for ansættelser og kontraktlige forhold, men han blev fyret af cykelforbundet i forlængelse af dopingskandalerne omkring Alexandre Vinokourov og Andrej Kashechkin i sommer, og siden da har hans firma altså ikke betalt de ansatte løn.

Det er det lønhul, som det kasakhiske cykelforbund nu lukker for at skabe ro omkring holdet, men man udelukker ikke, at man vil tage retslige skridt mod Bivers selskab.

0 kommentarer
Vis kommentarer