I seng med ung rytter

CYKLING: Den dopinganklagede René Wenzel erkender at have sovet med pigerytter, men cykelforbund forsøgte at dække over episoden

René Wenzel, 43 år og amerikansk gift, ikke blot dopede unge cykelryttere, men sov også med mindreårig pigerytter.
René Wenzel, 43 år og amerikansk gift, ikke blot dopede unge cykelryttere, men sov også med mindreårig pigerytter.
Statsanklager John Kenneth Pineaus efterforskningsmateriale om det amerikanske cykelforbund, USAC, den tidligere danske træner for USA's juniorlandshold René Wenzel og massøren og medicinmanden, skotten Angus Fraser indeholder stof nok til en mindre kriminalroman om voksne menneskers forsøg på at dække over hinandens misbrug af purunge atleters uvidenhed og naivitet.

I midten af, hvad anklagemyndigheden i Denver, Colorado, mener var et morads af dopingmisbrug, foragt for unge menneskers helbred og følelsesliv og autoriteters løgne og fortielser om hinanden for at mele deres egne kager, står René Wenzel.

Dansk-amerikanerens - og en række nuværende og tidligere ansatte i ledende stillingers - vidneudsagn, dokumenterer ifølge anklagemyndigheden, at René Wenzel ikke blot var med til at dope unge cykelryttere under dække af, at der var tale om vitamin-indsprøjtninger.

TAVSE TOPFOLK
René Wenzels ugerninger omfattede også et seksuelt forhold til en ung, unavngiven pigerytter. Men som det var tilfældet med Wenzels og Frasers dopingbehandlinger af de unge, uvidende ryttere, fortiede topfolk i og omkring det amerikanske cykelforbund også cykeltrænerens intime affære med en mindreårig.

Rygterne om danskerens rolle som doping-træner og pige-ven nåede ikke blot flere bekymrede forældre i løbet af 1990-91, men også ledelsen i cykelforbundet, der kaldte Wenzel til møde og job-evaluering 31. oktober 1991.

Cykelforbundets direktør, Jerry Lace, team-manager for USA's forskellige cykellandshold, Jiri Mainus, og cykelforbundets finansielle chef, Eileen Johnston, sad ved mødet over for René Wenzel.

ERKENDER SEX-FORHOLD
I forbindelse med efterforskningen 12-13 år senere bekræfter Wenzel selv under ed i en afhøring, at mødet især omhandlede doping og hans affære med en ung pigerytter:

- Sagde Jerry Lace til dig ved mødet, at du havde udvist dårlig dømmekraft ved at hyre Angus Fraser, fordi alle ved, at Fraser doper atleterne. Eller sagde han (Jerry Lace, red.) noget i den retning?

- Noget i den retning, ja. Jeg husker ikke, han sagde, Fraser doper alle, men jo, han sagde noget lignende, svarer René Wenzel på anklagemyndighedens spørgsmål.

- Gav det dig problemer, at cykelforbundet aldrig nævnte kritikken af dit samarbejde med Fraser og seksuelle forhold med en junior-rytter i deres skriftlige rapport?

- Ja. Og hvis I ser på mit svar.... De (cykelforbundet, red.) ville kun tale om det, ikke skrive om det.

MIT LIVS FEJLTAGELSE
I efteråret 1991 bad cykelforbundet Wenzel om at skille sig af med Fraser, men først 10. december 1992 blev Wenzel selv fyret. Den officielle grund var 'omstruktureringer' i cykelforbundet, men hverken Wenzel, lederne i forbundet eller doktor David Joyner, viceformand for Antidoping-kommissionen i USA's Olympiske Komité, har siden været i tvivl om den korrekte baggrund for det, der tvang cykelforbundet til at fyre Wenzel.

20. september 2000 udtalte David Joyner i landsdækkende tv, at René Wenzel blev fyret, fordi han havde dopet juniorlandsholdsrytterne. En udtalelse, som siden har udstillet cykelforbundets fortielser fra fortiden og ledernes ønske om, at den virkelige fyringsgrund skulle skjules for offentligheden.

Jiri Mainus, der stadig er ansat som team-manager i cykelforbundet, siger under en afhøring, at 'mit livs fejltagelse var at ansætte René Wenzel som juniorlandstræner'.

Alligevel benægter han og lederkollegerne, at de kendte til dansk-amerikanerens dunkle aktiviteter, mens de stod på. Og det selv om samme Jiri Mainus siger, at han vidste, at Wenzel gav flere daglige indsprøjtninger til sine unge cykeltalenter.