Hamburger indrømmer, at han løj

Cykelrytteren indrømmer nu, at det ikke var HELE sandheden der kom med, da han lettede sit hjerte i seks år gammel bog

Bo Hamburger beder os stole på en løgner ... (Foto: Claus Bonnerup)
Bo Hamburger beder os stole på en løgner ... (Foto: Claus Bonnerup)

Bo Hamburger udgav i 2007 bogen ’Den største pris – En cykelrytters bekendelser’.

Nu indrømmer den tidligere cykelstjerne, at bogen trods den prangende titel ikke fortæller HELE sandheden.

Der er faktisk tale om en Hamburger med løg(n)!

Se også: Hamburger: Riis og Anne Dorthe lagde os på is

I bogen indrømmede Bo Hamburger dengang, at han havde taget epo – men kun fra 1995 til 1997. I dagens udgave af Weekendavisen erkender han, at han krudtede sig helt frem til efteråret 2003, hvor han stoppede efter VM med en imponerende hæmatokrit-værdi på 49,9. 0,1 under alarm-grænsen på 50.

Det må være det, en vampyr kalder bulls-eye! Kanylen lige i den røde plet ...

- Jeg fortryder ikke, at jeg dopede mig. Man gjorde det, der skulle til. Hvis ikke jeg havde gjort det, havde jeg ikke kunnet følge med. Jeg er blot ked af, at det har været en del af en sport, hvor den slags midler var nødvendige, fortæller Bo Hamburger i Weekendavisen.

Se også: Bo Hamburger: Bjarne Riis vidste vi dopede os

Han var med andre ord toptunet i den sidste del af karrieren, hvor han kørte for Bjarne Riis’ hold – og Bo Hamburger lægger ikke skjul på, at alle i cykelsporten var fuldt vidende om, hvad der foregik blandt kanyle-kongerne rundt omkring på hotelværelserne.

- Jeg har ikke kørt på ét hold, som ikke vidste, hvad der foregik. Sportsdirektørerne var måske ikke en aktiv del af det, men de var vidende om det, siger Bo Hamburger.

Han indrømmer også, at han blev knaldet i en dopingtest i 2001 - men at han efter en hård juridisk kamp fik dopingtesten underkendt af såvel DIF som CAS i januar 2002.

Bo Hamburger erkender også for første gang, at det er korrekt, han var dopet under Tour de France 1998 - det år, han kørte en dag i gult.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere