Toprytter sigtet for manddrab

Cykelrytter kørte spirituskørsel, da han kørte galt og slog kammerat ihjel. Det kan koste syv år i fængsel

Arnaud Coyot ses her mellem sine holdkammerater Stuart O'Grady og Jimmy Engoulvent på Cofidis-holdet i 2004. (Foto: AP)
Arnaud Coyot ses her mellem sine holdkammerater Stuart O'Grady og Jimmy Engoulvent på Cofidis-holdet i 2004. (Foto: AP)

Guillaume Levarlet mistede søndag morgen sin ven, Arnaud Coyot i en trafikulykke.

Cofidis-rytteren Levarlet må samtidig leve med, at det var ham, der kørte Citroën Xsaraen. Og nu risikerer han op til syv års fængsel samt en bøde på 100.000 euro i bøde for uagtsomt manddrab.

Det skriver avisen Le Parisien.

De første prøver viste ikke spor af stoffer i blodet på 28-Levarlet, der dog var under påvirkning af alkohol efter en våd bytur på natklubben Le Bugatti i hjembyen Beauvais.

Se også: Tour de France-rytter dræbt i trafikulykke

Han missede et 90 graders-sving på vej hjem omkring klokken 06.30 og fortsatte ligeud - ind i en betonpille, der ramte bilens passagersæde, hvor Coyot sad. Denne døde senere på dagen af sine kvæstelser på hospitalet i Amiens, der ligger cirka 100 kilometer nord for Paris.

På bilens bagsæde sad kammeraten Sébasien Minard, der til daglig kører for AG2R-mandskabet. Som Levarlet slap han uden videre skrammer.

Levarlet er ikke tidligere straffet, men en kilde i retsvæsenet fortæller Le Parisien, at det betragtes som en særdeles skærpende omstændighed, at han kørte spirituskørsel, da ulykken fandt sted.

Han blev nummer 61 i årets Tour de France. Han har tidligere kørt for Française des Jeux og Saur-Sojasun.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere