Eksperter: Her er det mest sandsynlige Riis-scenarium

NÅR Bjarne Riis annoncerer, at han sælger sit cykelhold, går han sandsynligvis selv over i en noget mere attraktiv rolle, mener to iagttagere af professionel cykelsport

Bjarne Riis. (Arkivfoto: Claus Bonnerup/Polfoto)
Bjarne Riis. (Arkivfoto: Claus Bonnerup/Polfoto)

Der er kun ét muligt scenarie i eftermiddag, når Bjarne Riis holder pressemøde i London.

Team Saxo-Tinkoff-mandskabet og den medfølgende licens sælges. Og det er meget sandsynligt, at det bliver russiske Oleg Tinkov, der tager over.

Det siger to cykelsportseksperter, Ekstra Bladet har været i kontakt med mandag.

- Jeg har svært ved at forestille mig andet. Det har været rygtet længe efterhånden. Jeg tror, at Bjarne har fået solgt til vores gode ven, Oleg, og at han ikke skal være holdejer mere. Og for en gangs skyld tror jeg på rygterne, siger Thomas Bay, der er kommentator på Eurosport og tidligere toprytter.

Det bakker den tidligere Bjarne Riis-medarbejder Kim Plesner op om.

Se også: Her har Riis skudt sig i foden

- Det er enslydende rygter fra dem, jeg betragter som troværdige kilder med tilknytning til Riis. Han fortsætter. Det lyder alle meldinger på fra Gazzettaen til rytterne, der har fortalt, at han på træningslejren har fortalt dem, at han fortsætter, siger Plesner, der har sin egen blog, Veloropa, om international cykelsport.

Slipper for stort pres
Meget tyder på, at der tilfalder Bjarne Riis en stor sum penge for salget. Og det ender med at være en win win-situation for den tidligere Tour-helt.

- Det ligger helt i tråd med, hvad han selv ønsker. Dels har han et pres fra Anti Doping Danmark, og dels er der presset med at skulle finde nye sponsorer. Det aflastes han for. Det er lidt en ønskerolle for ham. Han får penge ud af det og slipper samtidig for en del bekymringer, siger Kim Plesner.

Både han og Thomas Bay er dog overbeviste om, at det kan gå hen og få en negativ konsekvens for cykelsporten- og interessen i Danmark, når/hvis Riis sælger sit livsværk.

- Der vil ske en udvanding af det danske islæt. I hvilken fart ved man ikke. Den danske interesse for holdet, forestiller jeg mig, vil fortsat være høj, især hvis Riis fortsætter, og der vil være danske ryttere. Men på sigt fiser den nok lidt ud. Det vil være mærkeligt andet, siger Plesner.

Se også: Her er Riis' kommentar til Kyllingens beskyldninger



Se også: Anklage: Nicki Sørensen gravede doping ned i haven

- Nogle vil sige, at det etisk og moralsk er fint, at der sættes en stopper for Riis og så videre som følge af dopingdebatten. Og sporten i Danmark kan godt undvære holdet og udvikle talenter alligevel. Men størstedelen af cykelmiljøet vil begræde det. Vi vil miste et flagskib, siger han.

Russisk fortegn
Bay har allerede noteret sig, at vinden er begyndt at blæse mod øst.

- Det kan godt få negative konsekvenser. Der har altid været en stor gruppe af danske ryttere inde over holdet. Skifter holdet ejer til Oleg Tinkov, vil det skifte til russisk fortegn, og der var allerede to russiske ryttere med på træningslejren på Gran Canaria, selvom det ikke er meldt ud, at de er på kontrakt næste år, siger han.

Han tror dog på, at der fortsat vil være mange danske ryttere, hvis Riis fortsætter som eksempelvis manager.

- Omvendt har Tinkov ikke lagt skjul på, at han ville have sit eget hold, hvor han kunne blande sig i ryttersammensætningen. Og det er svært at forestille sig ham og Riis, så forskellige som de er, indgå i et samarbejde. Så vil fronterne i hvert fald blive trukket op, siger Bay.

Ekstra Bladet er på plads i London og følger Bjarne Riis' pressemøde fra klokken 16. Du kan følge med direkte her på sitet.

0 kommentarer
Vis kommentarer