Sportschef: Cykeltalenter behøver ikke et dansk hold

Danmarks Cykle Unions sportschef, Lars Bonde, ikke bekymret, selv om der ikke findes noget dansk World Tour-hold.

Danmarks Cykle Unions sportschef, Lars Bonde, er ikke bekymret, selv om der ikke længere findes noget dansk World Tour-hold (Foto: Thomas Sjørup)
Danmarks Cykle Unions sportschef, Lars Bonde, er ikke bekymret, selv om der ikke længere findes noget dansk World Tour-hold (Foto: Thomas Sjørup)

Fra og med den kommende sæson er der ikke længere noget dansk World Tour-hold i cykelsporten.

Oleg Tinkovs overtagelse af Riis Cycling betyder, at der ikke længere er en naturlig aftager til de største cykeltalenter herhjemme, fordi holdet nu bliver russisk.

Se også: Riis og Tinkov fejrer med vodka

Alligevel er sportschefen i Danmarks Cykle Union (DCU), Lars Bonde, ikke bekymret.

Både fordi der stadig er et kraftigt dansk islæt på Tinkoff-Saxo, og fordi der er flere andre muligheder for en nyprofessionel.

- Mange af vores bedste unge ryttere har resultaterne til at gå ind på andre hold. Lasse Norman har skrevet med Garmin i år, og sidste år gik Sebastian Lander til BMC.

- Samtidig har vi allerede imødegået lidt af den seneste udvikling ved at indgå et samarbejde med Argos-Shimano, som er tættere end det, vi nogensinde har haft med Bjarne Riis, siger Bonde.

Se også: Ekspert om Riis-salg: Skidt for dansk cykling

Han er derimod lidt mere betænkelig ved udsigten til ikke at have et dansk hold, der kan fungere som dynamo for cykelinteressen herhjemme.

- Nu bliver det mere op til rytterne selv at blive profiler. Men man skal huske, at dengang cykelsporten blev rigtig stor herhjemme, var der ikke noget dansk hold.

- Da var det rytterne, der drev værket, og det kan man da håbe sker igen, siger sportschefen.

0 kommentarer
Vis kommentarer