Tinkov og Riis enige: Han bestemmer

Oleg Tinkov og Bjarne Riis er enige om, at danskeren bestemmer det sportslige - i hvert fald indtil det modsatte er bevist

Det er Bjarne Riis, der holder mikrofonen, og danskeren, der bestemmer alt sportsligt på Tinkoff-Saxo. Det er Oleg Tinkov og Bjarne Riis tilsyneladende enige om. (Foto: AP)
Det er Bjarne Riis, der holder mikrofonen, og danskeren, der bestemmer alt sportsligt på Tinkoff-Saxo. Det er Oleg Tinkov og Bjarne Riis tilsyneladende enige om. (Foto: AP)

Der er ingen tvivl om, at det for fremtiden er Oleg Tinkov, der styrer showet på cykelholdet. Som ny holdejer har han unægtelig det sidste ord – men det vil han ikke bruge, forsikrer den russiske rigmand.

– Det bliver Bjarne, der skal sætte holdet forud for hvert løb. Jeg vil ikke blande mig i noget af det sportslige, siger Oleg Tinkov.

Det kan man så vælge at tro på. Eller man kan lade være – og i stedet betragte det som spil for presse-galleriet.

Se også: Kriminelle bander og KGB: Sådan har Tinkov tjent sin formue

Men der er ingen tvivl om, at Bjarne Riis tror på det:

– For mig er det helt vildt vigtigt, at der er den tiltro til, at jeg vil gøre det rigtige, selv om det er hans penge og hans hold.

– Jeg skulle være en del af holdet, og jeg skulle have nogle beføjelser. Det har jeg fået, siger Bjarne Riis, der også – ifølge ham selv – kommer til at være den udfarende part, når der skal nye ryttere til truppen.

– Jeg vil da ikke bare gå ud og bruge løs af hans penge.

– Og selvfølgelig har Oleg haft nogle ideer om forskellige ryttere. Men han har lyttet til mig, når jeg har sagt, at det var nok en dårlig idé.

Se også: Saxo-chef i hårdt angreb på pressen

Folk, der kender Oleg Tinkov peger på, at man skal spille efter hans nodehæfte – ellers er det ud. Den position har Bjarne Riis som ansat i virksomheden sat sig i. Men det bekymrer på ingen måde herningenseren.

– Det er jo en risiko som ved alle andre job. Det må jeg bare leve med.

– Men jeg synes da, at det ville være mærkeligt, hvis han fyrer mig i morgen, når han nu har givet mig en kontrakt, der løber over tre år, siger Bjarne Riis.

0 kommentarer
Vis kommentarer