Riis-rytter snuppet for doping

Det internationale cykelforbund UCI har suspenderet Team Saxo-Tinkoff-rytteren Michael Rogers

Michael Rogers har kørt for Bjarne Riis siden begyndelsen af 2013. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Michael Rogers har kørt for Bjarne Riis siden begyndelsen af 2013. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Hvis Team Saxo-Tinkoffs nye ejer Oleg Tinkov og sportsdirektør Bjarne Riis troede, de til pressemødet i London først på måneden skulle forholde sig til dopingspøgelset i cykling for sidste gang i år, kan de nu godt tro om igen.

Onsdag sidst på eftermiddagen meddelte det internationale cykelforbund UCI nemlig, at det har suspenderet to ryttere for doping.

Den ene er australske Michael Rogers, som er tidligere tredoblet verdensmester i enkeltstart og siden 2013-sæsonen har kørt for Team Saxo-Tinkoff.

Se også: Riis-sponsor: Doping-problem er overdrevet

33-årige Michael Rogers er testet positiv for clenbuterol - et fedtforbrændende og muskelopbyggende middel, som også holdkammeraten Alberto Contador kender til. Spanieren hævdede at have fået det ind i kroppen via en bøf ...

En urinprøve taget 20. oktober i forbindelse med cykelløbet Japan Cup viste spor af det forbudte stof.

Den australske Team Saxo-Tinkoff-rytter vandt endagsløbet i Japan efter et soloridt, hvor han satte de nærmeste forfølgere Jack Bauer (Garmin-Sharp), Damiano Cunego (Lampre-Merida) og Julian David Arredondo Moreno (Team Nippo-De Rosa) med 44 sekunder.

Australieren er er suspenderet, indtil det australske cykelforbund beslutter, hvorvidt Rogers har forbrudt sig mod dopingreglerne.

B-prøven er endnu ikke analyseret, og UCI kan på nuværende tidspunkt ikke give flere oplysninger i sagen.

Se også: Tosset Tinkov: Fuck dopingspørgsmålene

Michael Rogers kom til Bjarne Riis' mandskab for et år siden fra Team Sky, men har også kørt for HTC-Highroad og Quick Step. Hos briterne kørte han for 2012-vinderen af Tour de France, Bradley Wiggins. Men valgte lidt overraskende at forlade holdet efter blot en sæson. Team Sky var ved at rydde op efter Armstrong-tiden og krævede, at alle ryttere skulle skrive under på, at de ikke havde dopet sig tidligere i karrieren.

En af dem som fandt sig et andet hold efter den udmelding var Rogers, der skiftet til Saxo-Tinkoff og i sommerne var en af Alberto Contadors vigtigste hjælperyttere under touren.

Oprindeligt var Michael Rogers banekører, og da han i 2003 for første gang blev kåret som verdensmester i enkeltstart var det en forfremmelse fra andenpladsen, efter den oprindelige vinder David Millar blev diskvalificeret for brug af epo. Til De Olympiske Lege i 2004 blev australieren nummer fire i enkeltstarten, men blev i 2011 tildelt bronzemedaljen, efter Tyler Hamilton indrømmede at være dopet.

Samtidig med annonceringen af Michael Rogers positive dopingprøve, meddelte UCI også, at belgiske Jonathan Breyne er suspenderet for doping. Den 22-årige Crelan-Euphony-rytter er ligeledes testet positiv for clenbuterol.

0 kommentarer
Vis kommentarer