Dopinganklaget Rogers: Det må være forurenet mad

Australieren forsøger sig med en 'Contador' som forklaring på sin positive dopingtest

Michael Rogers giver en kort kommentar gennem sit team oven på onsdagens dopinganklage. Her ses australieren til Tour de France i sommer. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Michael Rogers giver en kort kommentar gennem sit team oven på onsdagens dopinganklage. Her ses australieren til Tour de France i sommer. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Listen over ting, Alberto Contador og Michael Rogers har til fælles, blev onsdag noget længere. Ikke alene kører de begge på cykel for Team Saxo-Tinkoff, de er også begge testet positive for brug af clenbuterol - og forklarer det med forurenet mad ...

Spanieren brugte forklaringen i 2010, men det udløste nu alligevel to års karantæne for dopingmisbrug. Han kan nu rådgive sin holdkammerat om gode og dårlige sider ved taktikken, efter det internationale cykelforbund UCI onsdag sidst på eftermiddagen offentliggjorde, at der var fundet spor af clenbuterol i Michaels Rogers' urin efter sejren i Japan Cup 20. oktober.

I en kortfattet pressemeddelelse konstaterer Team Saxo-Tinkoff, at Michael Rogers onsdag fik beskeden af UCI og straks overgav den dårlige nyhed til teamets ledelse.

Se også: Riis-rytter snuppet for doping

Ifølge den snart 34-årige australierers forklaring så 'har han aldrig bevidst eller velvidende indtaget substansen, og han frygter, at den positive prøve kommer fra forurenet mad'.

Altså samme forklaring som Alberto Contador.

Clenbuterol udvider luftvejene og var oprindeligt et astmaprodukt, men det har desuden en fedtforbrændende og muskelopbyggende effekt. Det bruges ulovligt i flere lande af landmænd, der fodrer deres husdyr med stoffet i håb om at øge kødproduktionen.

Ugen før Japan Cup tilbragte Michael Rogers i Kina med at køre Tour of Beijing.

Se også: Cykelekspert: Det er ikke godt for Riis

Michael Rogers har nu mulighed for at få analyseret sin B-prøve, men er indtil videre suspenderet af både UCI og sit eget team.

Indtil flere fakta i sagen er kendt, ønsker Team Saxo-Tinkoff ikke at kommentere yderligere, skriver de i pressemeddelelsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer