Riis kan blive legekammerat med superstjerne

Peter Sagan har angiveligt skrevet kontrakt med Team Tinkoff-Saxo for næste sæson, hvor Bjarne Riis efter planen fortsat er teammanager

Bjarne Riis kan få en veritabel vindermaskine ind på cykelholdet, hvor han nu fungerer som teammanager (Foto: AP)
Bjarne Riis kan få en veritabel vindermaskine ind på cykelholdet, hvor han nu fungerer som teammanager (Foto: AP)

Der er noget, der tyder på, at Oleg Tinkov får sit hedeste ønske opfyldt. Nemlig at have Peter Sagan ansat på sit cykelhold.

Den russiske milliardær har flere gange udtrykt sit store ønske om at hente Sagan til sit cykelhold, og det blev realistisk, da han overtog ejerskabet af Tinkoff-Saxo fra Bjarne Riis sidste år.

Se også: Peter Sagan henter længe ventet etapesejr

Og nu skriver den italienske avis Gazzetta dello Sport, at Tinkov har sikret sig en aftale med en af sportens allerstørste stjerner fra næste sæson. Det fortæller biciclismo.com. Hvis historien er sand, så betyder det, at Bjarne Riis, der nu er team-manager på Oleg Tinkovs cykelhold, får lov at være legekammerat med slovakken og på nærmeste hold får muligheden for at udvikle Peter Sagans evner, der i forvejen er helt formidable.

Gazetta skriver, at den slovakiske klasserytter, der både kan vinde massespurter, brostensløb, korte enkeltstarter, kuperede etaper, og løb med små stejle afslutningsstigninger, allerede har skrevet en kontrakt med det russisk/danske hold for næste sæson. Det er i henhold til UCI's regler dog ikke tilladt at melde noget ud inden 1. august, og derfor skal vi ikke forvente en bekræftelse af den påståede handel foreløbig.

Se også: Ukendt colombiansk bjergrytter skifter til Tinkoff-Saxo

Sagan kører for Cannondale i denne sæson, men i følge den italienske sportsavis, så vil cykelproducenten sælge deres World Tour-licens og i stedet indgå som andensponsor på det nuværende Tinkoff-Saxo, hvor det forventes, at danske Saxo Bank ikke forlænger deres aftale, der udløber i år.

I år kører Tinkoff-Saxo på Specialized-cykler, men den aftale må ophøre, hvis Cannondale indtræder på holdet. Det efterlader holdets nuværende stjerne Alberto Contador i en lidt speciel situation, da han har en personlig kontrakt med den amerikanske cykelproducent og også i 2015 har kontrakt med Tinkoff. Hvordan det skal spænde af, bliver interessant at følge.

Se også: Superstjerne afslører: Alonso har kontaktet mig

Sagan menes i øvrigt at have haft to andre tilbud på hånden, hos Astana var holdboss Alexandre Vinokourov ikke villig til at betale Sagan omkring fire millioner euro om året, Fernando Alonsos cykelprojekt var også interessseret, men det menes, at Sagans agents, den tidligere cykelrytter Giovanni Lombardi, gode forhold til Bjarne Riis gjorde udslaget.

Et enkelt spørgsmål resterer dog i Cannondales fremtid. Der er nemlig otte ryttere, der har kontrakt med holdet i 2015 også. Men Gazzetta skriver, at alle otte ryttere skulle fortsætte deres arbejde med Sagan og derfor fortsætter deres karriere på Tinkovs cykelhold.

Se også: Riis og Tinkoff-Saxo klar til Tour de France

Herunder er der interessante navne som stortalenterne Moreno Moser, Elia Viviani og Davide Villella, samt sidste års vinder af U23-rytternes verdensmesterskab på landevej, Matej Mohoric. Og så skulle en gammel kending af Bjarne Riis, Ivan Basso, også skifte over til Tinkoff.

Hvem der i givet fald så skal forlade Tinkoff-holdet, må tiden vise.

En interessant historie er det i hvert fald...

1 af 2 Sagan har været ustyrlig de seneste par sæsoner (Foto: AP)
2 af 2 Bjarne Riis kan få en veritabel vindermaskine ind på cykelholdet, hvor han nu fungerer som teammanager (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer