Guldhammer jagter ny chance

Rasmus Guldhammer vil være professionel igen, selv om han brændte fingrene første gang

Rasmus Guldhammer har fået styr på tingene igen, efter at have startet sin professionelle karriere for tidligt. (Foto: Thomas Sjørup)
Rasmus Guldhammer har fået styr på tingene igen, efter at have startet sin professionelle karriere for tidligt. (Foto: Thomas Sjørup)

Hans tynde krop er det fysiske bevis på, at Rasmus Guldhammer mener det, når han efter nogle år i cykelsportens tredje division nu igen har sat sig cykelsportens superliga som mål.

Han har aldrig været fed, men da han torsdag troppede op til kontinentalholdet Trefor-Blue Waters teampræsentation i Kolding, var han tyndere end længe.

64 kg vejer den 183 centimeter høje rytter, og måske skal yderligere et halvt kg svedes væk, før han er i sin optimale kampform.

- Jeg håber og tror på, at jeg næste år igen har en professionel kontrakt. Det er målet, og i år er jeg indstillet på at gøre alt rigtigt for at gøre mig fortjent til det, siger 25-årige Rasmus Guldhammer.

Se også: Sky-stortalent under dopingmistanke

Som en af landets mest talentfulde ryttere blev han i 2010 som 19-årig professionel på det store HTC-mandskab, hvor Brian Holm var sportsdirektør. Men det gik helt skævt, og Guldhammer måtte bryde sin kontrakt og søge hjem til Danmark.

- Jeg var ikke klar til det. Jeg blev professionel for tidligt, og da jeg kom hjem, havde jeg mistet noget af troen på mig selv, siger Guldhammer.

- Sidste år oplevede jeg gang på gang sportslige nedture, selv om jeg havde trænet godt. Når jeg kørte løb, skubbede jeg ansvaret fra mig og lod andre køre for sejren.

- Jeg skulle selv have grebet chancen. Det ligger ikke til mig, men jeg skulle have været mere egocentreret. Det er nødvendigt, hvis man vil opnå noget i et cykelløb, siger Rasmus Guldhammer.

Se også: Legende jubler over Contador: Vi får en storslået Tour

I de seneste tre sæsoner er det yderst beskedent, hvad hans store talent har kastet af sig, og der er i perioder gået lidt for meget kaffepause i træningsturene, indrømmer han.

Nu har han fået mere struktur på sit liv og træning, og sportsdirektør Allan Johansen på Trefor-Blue Water holder ham til ilden.

- Det er rart. Jeg er også begyndt at arbejde med en coach, som har lagt stor vægt på, at jeg skulle acceptere, at jeg opgav kontrakten med HTC, siger Guldhammer.

- Jeg har haft det skidt med det, for det var jo min store drøm, men nu har jeg det fint med det. Nu gælder det om at få en ny kontrakt.

- Det er det jeg vil. Og nu er jeg parat til det, siger Guldhammer.

0 kommentarer
Vis kommentarer