Quaade: Gad ikke køre på landevej

Danmarks bedste enkeltstartsrytter, Rasmus Quaade, er begyndt at folde sit talent helt ud

Rasmus Quaade har evnen til at køre sig helt ud - men kun på enkeltstart. Linjeløb er en anden sag - der har han aldrig fundet sig til rette. (Foto: Claus Bonnerup)
Rasmus Quaade har evnen til at køre sig helt ud - men kun på enkeltstart. Linjeløb er en anden sag - der har han aldrig fundet sig til rette. (Foto: Claus Bonnerup)

Med angsten lysende i øjnene har mange tilskuere til cykelløb set Rasmus Quaade tordne over målstregen for sekunder senere at falde livløs sammen af udmattelse på asfalten.

Det er det, han er bedst til: At køre alene mod uret og tømme kroppen så totalt for energi, at der tilbage kun er kraft til instinktivt at trække håndbremsen, når han er kørt over stregen. På enkeltstarten er han faktisk den sjettebedste rytter i verden.

Se også: Guldhammer jagter ny chance

Til gengæld er han ingen ørn til at køre i et stort felt på landevejen, og det er et kæmpe minus, når man gerne vil være professionel.

- Mit problem har været, at jeg ikke har gidet køre landevejsløb, siger Rasmus Quaade, som torsdag sammen med resten af det danske kontinentalhold Trefor-Blue Water blev præsenteret før sæsonstarten.

- Jeg blev nummer to i U23-DM første gang, men bagefter blev jeg kørt håbløst bagud i Post Cup’en, og det var ikke særligt sjovt, siger Quaade.

- Det er sjovest at lave noget, man er god til, så jeg specialiserede mig i at køre enkeltstart. Det gik ud over landevejsløbene.

- Jeg er ret stærk på enkeltstarten, så det gav ingen mening, at jeg ikke kunne blive god på landevejen også. Men det var simpelthen, fordi jeg ikke har haft lyst, siger Quaade.

Lysten fandt han ikke mindst i kraft af Tom Breschel, som sidste år var Quaades sportsdirektør på Trefor-holdet. Breschel lærte nu 24-årige Quaade en masse om, hvordan man placerer sig i feltet.

Se også: Contador fuldendte sin store triumf

Hans nuværende sportsdirektør, Allan Johansen, er glad for forarbejdet og glæder sig til selv at slibe diamanten helt til.

- Hvis Rasmus vil være professionel, og det vil han, så må han lære at køre linjeløb. Han er simpelthen nødt til at lære, hvordan man sparer energi i et felt, siger Allan Johansen, som håber, at man snart for sidste gang har set Quaade flagre rundt i feltet og sidde totalt blottet i vinden, for til sidst at nå til mål fuldstændigt slidt op.

- Det er vores fokus i år for Rasmus’ vedkommende. Han er så stærk og kan træde så mange watt, at han er noget helt særligt.

- Når han får lært at køre i feltet, så kører han ikke længere for os eller for noget andet kontinentalhold. Så venter en professionel kontrakt, siger Allan Johansen.

0 kommentarer
Vis kommentarer