Saxo: Derfor har vi en bjergrytter med på brosten

Det er udelukkende af nød, at Jesper Hansen skal banke sin bjergkrop igennem på de franske brosten, lyder det fra Tinkoff-Saxo

Jesper Hansen skal have tæsk på de franske brosten (Foto: Tinkoffsaxo.com)
Jesper Hansen skal have tæsk på de franske brosten (Foto: Tinkoffsaxo.com)

Det har været et ondt forår for Tinkoff-Saxos brostenstrup.

Tre af de ryttere, der kunne have leget med om de sjovere placeringer i Paris-Roubaix, er alle på skadeslisten. Den erfarne italiener Matteo Tosatto var den første, der røg. Derefter var det Matti Breschels tur til at melde forfald, og slutteligt måtte den sidste kaptajn Daniele Bennati også strække gevær.

Se også: Styrt koster Matti Breschel deltagelse i Paris-Roubaix

Udeblivelsen af de to sidstnævnte betyder, at to danskere får plads på holdet til brostensklassikeren over dem alle. Michael Mørkøv erstatter Breschel, mens Bennatis ledige plads højst overraskende går til den nyprofessionelle danske bjergrytter Jesper Hansen.

Hansen er en let rytter, der begår sig bedst, når det går opad, og derfor overraskede det meget, at han skulle køre et så udfordrende og krævende løb som den franske brostensdronning. Men for holdet var der nærmest ikke noget alternativ, fortæller holdets danske sportsdirektør, Lars Michaelsen.

- Årsagen er, at Jesper på det givne tidspunkt er den bedste til plads nummer otte. Der er seks, der har kørt Baskerlandet for fuld gas, der ikke kunne komme med her. Så har vi en masse folk, der er skadede, og så har vi folk på højdetræningslejr, der forbereder sig på Giroen og Ardennerne, så det er af nød, at Jesper er med i løbet.

Så at forestille sig, at han er udtaget, fordi han skal få en forsmag på brostenene, der venter i Touren til sommer, hvor han kunne være med, det kan man godt glemme?

- Ja, sådan er udtagelsen ikke tænkt. Vi havde desværre ikke så meget andet at gøre godt med, derfor får Jesper lov at køre med, fortæller Lars Michaelsen.

Jesper Hansen får i øvrigt en noget skidt optakt til brostensklassikeren. Sammen med Michael Mørkøv er han først i dag udgået af etapeløbet Baskerlandet Rundt, hvor han har været i gang med at køre sejren hjem til kaptajn-Contador. Så fra de spanske klatreudfordringer skal Hansen hurtigt omstille sig til de ujævne brosten. Det bliver lidt af en mundfuld...

Se også: Uheldig Matti om ny skade: Skide-ærgerligt

Ud over den danske nyprofessionelle består Tinkoff-Saxos noget decimerede Paris-Roubaix-trup af tre landsmænd, debutanten Nicki Sørensen, Christopher Juul-Jensen og altså Michael Mørkøv, mens Manuele Boaro, Marko Kump, Nikolay Trusov og Michal Kolar udgør resterne af det russisk/danske mandskabs noget forkølede opstilling.

Lotto-Belisols Lars Bak og Garmins Lasse Norman Hansen supplerer i øvrigt den danske delegation på de franske landeveje, så der i alt stiller seks danskere til start.

0 kommentarer
Vis kommentarer