Rytter død af overdosis

Som følge af et grusomt styrt led amerikaneren Chase Pinkham af svære, kroniske smerter, og søndag døde han af en tilsyneladende ufrivillig overdosis smertestillende medicin

Chase Pinkham tilbage i 2011 (Privatfoto)
Chase Pinkham tilbage i 2011 (Privatfoto)

Seks år med svære, kroniske smerter og deraf afledt depression sluttede søndag for den blot 23-årige amerikanske cykelrytter Chase Pinkham, da han tilsyneladende ved et uheld tog en overdosis smertestillende medicin.

Det skriver den amerikanske hjemmeside velonews.com, som har fået dødsfaldet og årsagen bekræftet af en ven af Pinkhams familie.

Pinkham nåede i sin korte karriere at køre for blandt andet udviklingsholdet Trek-Livestrong, som Lance Armstrong var involveret i, men han nåede aldrig at folde sit talent helt ud. Dertil var følgerne af et grusomt styrt i 2008 for voldsomme. Smerterne forpestede hans liv, og han sank ofte ned i depressionens mørke.

Se også: Forsøgte selvmord efter positiv test

Ulykken fandt sted, da han trænede i Canada forud for løbet Tour de l'Abitibi. Den ifølge velonews.com yderst talentfulde rytter, som dengang endnu var teenager, blev ramt af en bil og pådrog sig svære kvæstelser. Han måtte siden gennemgå talrige operationer for at få rekonstrueret sit ansigt. Trods sine skader og de kroniske smerter fortsatte han karrieren og blev i 2010 hentet til Trek-Livestrong af manager Axel Merckx. Siden skiftede han til kontinentalholdet Bissell and Jamis, som han kørte for sidste år.

Velonews.com fortæller, at Pinkham i marts på sin Facebook-profil postede en forklaring på, at han i nogle dage havde været umulig at få fat i:

'Jeg har søgt behandling for en svær depression forårsaget af, at jeg i årevis har skullet håndtere kroniske smerter fra min ulykke i 2008. Jeg er på et sikkert og trygt sted, men jeg har ikke adgang til mobiltelefon,' skrev Pinkham.

Se også: Tidligere cykelstjerne erklæret hjernedød

'At håndtere kronisk smerte, års medicinering og depression er noget, der gør en aldeles ensom og håbløs, selv om man er omgivet af mennesker, der elsker en,' skrev han.

Alex Kim, der er nær ven af Pinkham-familien, fortæller til velonews.com, at Pinkham benyttede 'narkotiske smertestillere' for at undertrykke smerterne. Han var i gang med at trappe sit forbrug ned, da han i februar brækkede et ben i et løb i Arizona. Derpå fik han igen udskrevet den stærke medicin.

- Han tog ikke sit eget liv, understreger Kim over for velonews.com.

- Dette var en ufrivillig overdosis, siger Kim.

0 kommentarer
Vis kommentarer