Nu vinder Guldhammer igen

For første gang i tre år skød Rasmus Guldhammer først over stregen, da han vandt fjerde etape af det franske Tour du Loir et Cher

Guldhammer i sin tid som rytter på Michael Rasmussens Christina Watches-hold. Nu kører han for Trefor-Blue Water - og er begyndt at vinde cykelløb. (Foto: Thomas Sjørup).
Guldhammer i sin tid som rytter på Michael Rasmussens Christina Watches-hold. Nu kører han for Trefor-Blue Water - og er begyndt at vinde cykelløb. (Foto: Thomas Sjørup).

Efter i alt for lang tid at have forsømt sit åbenlyse talent er 25-årige Rasmus Guldhammer mødt op til denne sæson i fineste form og med fornyet ambition om igen at gøre sig fortjent til et job på cykelsportens højeste niveau, World Tour.

Lørdag bar den hårde vintertræning frugt, da han vandt fjerde etape af det franske Tour de Loir et Cher. Det var Guldhammers første sejr siden april 2011, da han vandt en etape i det ligeledes franske Triptyque des Monts et Châteaux.

- Det var en rigtigt hård etape. Små veje op og ned hele dagen. Benene var rigtigt gode, og jeg har ramt formen, og det er fantastisk. Sejren føles rigtigt godt, da en UCI-sejr var målsætningen, siger Rasmus Guldhammer, der kører for kontinentalholdet Team Trefor-Blue Water.

Se også: Guldhammer jagter ny chance

- Og ja, når så jeg har fået den i mit første UCI-løb i år, er følelsen ubeskrivelig. Jeg er lykkelig over sejren. Vi kørte en god etape, og kører godt sammen som hold, så det kan ikke være bedre, siger Guldhammer til holdets hjemmeside.

Sejre har han ikke været forvænt med, men den største i karrieren - sejren i U23-udgaven af Liège-Bastogne-Liège i 2009 - understregede hans enorme talent i en grad, der fik flere af verdens største hold til at gøre kur til den unge rytter. For næsen af Bjarne Riis og Team Saxo Bank takkede Guldhammer ja til et tilbud fra amerikanske HTC-Columbia, der havde Brian Holm som sportsdirektør.

Springet til en tilværelse som fuldtidsprofessionel langt væk fra familie og venner var dog for stort for den unge vejlenser, og han valgte allerede i sin første sæson som professionel at opgive drømmen og vende hjem til Danmark.

Han var tæt på at opgive cyklingen, men valgte dog at fortsætte på skiftende danske kontinentalhold. Det skete uden større succes og øjensynligt uden større motivation, men i denne sæson synes han at være indstillet på at bringe de ofre, der kræves for at nå cykelsportens topniveau.

Se også: Stopper hos Kyllingen: Det har været træls

- Jeg er begyndt at arbejde med en coach, som har lagt stor vægt på, at jeg skulle acceptere, at jeg opgav kontrakten med HTC, sagde Guldhammer, da han i marts blev præsenteret som Trefor-Blue Water-rytter.

- Jeg har haft det skidt med det, for det var jo min store drøm, men nu har jeg det fint med det. Nu gælder det om at få en ny kontrakt.

- Det er det jeg vil. Og nu er jeg parat til det, sagde Guldhammer.

0 kommentarer
Vis kommentarer