Gilbert genvinder Amstel Gold Race

Den belgiske superstjerne Philippe Gilbert sejrede overlegent i Amstel Gold Race, da han på finalestigningen Cauberg satte alle skakmat og kørte alene til mål

Philippe Gilbert vandt onsdag Brabantse Pijl og fortsatte søndag sin dominans med sin tredje sejr i Amstel Gold Race. (Foto: ZUMA press).
Philippe Gilbert vandt onsdag Brabantse Pijl og fortsatte søndag sin dominans med sin tredje sejr i Amstel Gold Race. (Foto: ZUMA press).

I en nervepirrende afslutning, hvor Jakob Fuglsang spillede en hovedrolle, sejrede den belgiske superstjerne Philippe Gilbert (BMC) søndag i forårsklassikeren Amstel Gold Race, da han på finalestigningen Cauberg i Valkenburg skubbede al modstand til side og kørte alene til mål. Det er tredje gang, Gilbert vinder løbet. Første gang var i 2010 og anden gang var i 2011, hvor han efterfølgende vandt klassikerne Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège.

Løbet blev præget af et udbrud, der på et tidspunkt havde næsten et kvarters forspring. Det bestod af Pirmin Lang (IAM), Pim Ligthart (Lotto-Belisol), Alexey Lutsenko (Astana), James Van Landschoot (Wanty), Nicola Boem (Bardiani), Jaroslaw Marycz (CCC Polsat), Preben Van Hecke (Topsport Vlaanderen), Manuel Belletti (Androni Giocattoli), Matej Mohoric (Cannondale) og Christophe Riblon (Ag2r).

Se også: Amstel: Schleck smadrede ind i Sørensen

Helt planmæssigt blev forspringet dog formindsket, så det 50 kilometer fra mål var på knapt tre et halvt minut. Derpå smuldrede sammenholdet i udbrydergruppen langsomt, men sikkert. Angreb splittede gruppen, og gruppen skrumpede ind til først seks og siden tre ryttere, nemlig Christophe Riblon, Preben Van Hecke og Nicola Boem.

40 kilometer fra mål iværksatte Thomas Voeckler (Europcar) et angreb på feltet, og straks sprang fem andre - heriblandt Jakob Fuglsang (Astana) - på vognen og indledte jagten på de forreste. Udover Voeckler og Fuglsang bestod gruppen af Greg Van Avermaet (BMC), Tim Wellens (Lotto-Belisol), Zdenek Stybar (OPQS) og Peter Weening (Orica).

Riblon lod sig imidlertid kun nødigt indfange og skød af sted sammen med Van Hecke, mens ni ryttere inklusive Fuglsang og Voeckler udgjorde en forfølgergruppe med feltet lige i hælene. Med 15 kilometer til mål så det ud til at være slut for Fuglsang-gruppen, men den 29-årige dansker og flere af hans udbrudskammerater ville ikke strække våben og prøvede en sidste gang at holde liv i udbruddet.

Se også: Nicki Sørensen: Farvel til klassikerne

Jakob Fuglsang og Greg Van Avermaet prøvede med 13 kilometer til mål at slippe væk, mens alle øvrige i forfølgergruppen blev opslugt af feltet. Duoen fik hul til feltet, men det var dog kun sekunder, der adskilte de tre stationer: Duoen i front, Fuglsang og Van Avermaet og til sidst feltet.

10 kilometer fra stregen slog de fire i front sig sammen og kæmpede i endnu nogle kilometer for at holde feltet med alle de store favoritter bag sig. Fuglsang gjorde et stort stykke arbejde og tog nogle lange føringer, men det var forgæves. Feltet nåede op, og straks satte favoritholdene højt tempo for at forhindre fornyede angreb.

Fuglsang holdt sig til, men i finalen slog hans kræfter trods alt ikke til, da Gilbert rykkede. Danskeren sluttede uden for top 10.

0 kommentarer
Vis kommentarer