Ny sejr til Guldhammer

For anden dag i træk sejrede Rasmus Guldhammer i fransk etapeløb - tre danskere i top 4 i den samlede stilling

Rasmus Guldhammer, der her er fotograferet under Post Danmark Rundt 2012, vandt søndag for anden dag i træk en etape i Tour du Loir et Cher. (Foto: Thomas Sjørup).
Rasmus Guldhammer, der her er fotograferet under Post Danmark Rundt 2012, vandt søndag for anden dag i træk en etape i Tour du Loir et Cher. (Foto: Thomas Sjørup).

Med tre danskere i top 4 i den samlede stilling efter sidste etape blev Tour du Loir et Cher i Frankrig en succes for de danske kontinentalhold Cult og Trefor-Blue Water, og den største triumfator blev 25-årige Rasmus Guldhammer, som søndag vandt sin anden etapesejr i træk og sluttede på den samlede fjerdeplads.

- Det må siges at have været en succesfuld tur, siger Guldhammer til holdets hjemmeside.

Se også: Nu vinder Guldhammer igen

- Jeg har fået hul på bylden, og det er sgu dejligt, siger Guldhammer, som efter nogle magre sæsoner nu synes at bevæge sig i fugleflugtlinje mod endnu en professionel kontrakt. Han var efter sin sejr i U23-udgaven af Liège-Bastogne-Liège en yderst ombejlet knægt, og han valgte det succerige HTC-Columbia-mandskab, som han debuterede for i 2010.

Livet som professionel var dengang ikke noget for den unge vejlenser, så han trak sig tilbage i et par sæsoner, før han altså nu synes at komme med torpedofart tilbage mod 'gamle dage', da han var en af landets største håb for dansk professionel cykling i fremtiden.

Se også: Guldhammer jagter ny chance

Tour du Loir et Cher blev vundet af briten Graham Briggs (Rapha Condor JLT), mens Rasmus Mygind (Trefor-Blue Water) og Troels Vinther (Cult) blev henholdsvis nummer to og tre. Vinther, der har kørt professionelt på Team Saxo Bank, vandt torsdag løbets 2. etape.

0 kommentarer
Vis kommentarer