Froome trækker sig fra belgisk klassiker

En sygdomsramt Chris Froome måtte trække sig fra søndagens belgiske cykelklassiker Liège-Bastogne-Liège.

Foto: PA/Pete Goding
Foto: PA/Pete Goding

Det er ikke blevet til meget cykling for sidste års Tour de France-vinder Chris Froome i de seneste uger. Briten har været ramt af forskellige uheld.

Senest har sygdom tvunget den 28-årige Sky-kaptajn til at trække sig fra søndagens belgiske klassiker Liège-Bastogne-Liège.

Se også: Chris Anker: Nok ingen Tour til mig

Chris Froome har dermed ikke konkurreret, siden han i slutningen af marts skuffede ved kun at blive nummer seks sammenlagt i Catalonien Rundt.

- Chris har desværre pådraget sig en mild brystinfektion. Efter en undersøgelse søndag morgen blev det besluttet, at det er bedst, at han ikke deltager i Liège-Bastogne-Liège.

- Det vil øge chancen for, at han kan nå at blive klar til Romandiet Rundt, siger Sky-lægen Richard Freeman ifølge nyhedsbureauet AFP.

Se også: Fuglsang jagter nøglerolle i konge-klassiker

Chris Froome måtte i marts blandt andet melde afbud til etapeløbet Tirreno-Adriatico på grund af rygproblemer.

I februar så det ellers godt ud for Chris Froome, som fik en flot start på sæsonen, da han vandt Tour of Oman for andet år i træk. Men siden har han slidt med skader og sygdom.

I juli skal Froome forsøge at forsvare Tour de France-titlen.

0 kommentarer
Vis kommentarer