Gerrans vinder Liege-Bastogne-Liege!

Australsk triumf i den ældste af forårsklassikerne

Simon Gerrans. (Foto: ZUMA Press)
Simon Gerrans. (Foto: ZUMA Press)

For første gang nogensinde blev det en australier, der vandt Liege-Bastogne-Liege, da løbet for 100. gang søndag blev afviklet.

Simon Gerrans fra Orica-GreenEDGE-holdet strakte armene i vejret lidt før kl. 17, da han som den første krydsede målstregen i Liege efter en forrygende afslutning på 'La Doyenne', som den ældste af forårsklassikerne kaldes.

På selve målstregen besejrede den 33-årige rytter en af de store forhåndsfavoritter, Alejandro Valverde, mens Michal Kwiatkowski blev nummer tre.

Giampaolo Caruso (Katusha) havde ellers slået et hul på den næstsidste stigning og fået følgeskab af Domenico Pozzovivo (AG2R).

Det så længe ud til, at duoen skulle et holde en stor gruppe med flere af favoritterne bag sig, men på de sidste meter nåede forfølgerne op.

Giampaolo Caruso drejede alligevel ind på opløbsstrækningen som den første med irske Daniel Martin (Garmin-Sharp) lige bag sig.

Ireren kom susende i høj fart og satsede alt for at få sejren. Desværre for Martin skred cyklen under ham. og han styrtede 150 meter fra mål.

Caruso fik dermed en ny chance for at køre først over målstregen, men til sidst blev han overhalet af Gerrans.

Jakob Fuglsang var med i slutfasen og endte blandt de næstbedste.

Resultatet af cykelløbet, Liege-Bastogne-Liege, 263 km kørt i Belgien:

1. Simon Gerrans, Australien (Greenedge), 6.37.43 timer
2. Alejandro Valverde, Spanien (Movistar), samme tid
3. Michal Kwiatkowski, Polen (Quickstep), s.t.
4. Gianpaolo Caruso, Italien (Katusha), s.t.
5. Domenico Pozzovivo, Italien (Ag2R), 3 sekunder efter
6. Tom Jelte Slagter, Belgien (Garmin), s.t.
7. Roman Kreuziger, Tjekkiet (Tinkoff-Saxo), s.t.
8. Philippe Gilbert, Belgien (BMC), s.t.
9. Daniel Moreno Fernandez, Spanien (Katusha), 5
10. Romain Bardet, Frankrig (Ag2R), 6
11. Jelle Vanendert, Belgien (Lotto), 8
12. Enrico Gasparotto, Italien (Astana), 10
13. Damiano Cunego, Italien (Lampre), s.t.
14. Cyril Gautier, Frankrig (Europcar), s.t.
15. Bauke Mollema, Holland (Belkin), 12
26. Jakob Fuglsang, Danmark (Astana), 23
28. Chris Anker Sørensen, Danmark (Tinkoff-Saxo), 31

0 kommentarer
Vis kommentarer