Chris Anker frygter brækket håndled

Den danske Tinkoff-Saxo-rytter kom til skade på 11. etape af Giro d'Italia. Han ved ikke, om han kører videre

Chris Anker Sørensen fik en hård medfart på 11. etape af Giro d'Italia. (Foto: Fabio Ferrari/AP)
Chris Anker Sørensen fik en hård medfart på 11. etape af Giro d'Italia. (Foto: Fabio Ferrari/AP)

Chris Anker Sørensen fik en hård medfart på onsdagens 11. etape af Giro d'Italia, da han styrtede.

Cykelrytteren fra Tinkoff-Saxo frygter, at det er alvorligt.

- Jeg har det ikke helt super. Jeg røg ned og slog mig ad helvede til efter 70 kilometer af etapen. Jeg har 20 kilometer af etapen, som jeg slet ikke kan huske, fordi jeg var lidt besvimet, siger Chris Anker Sørensen til tv2.dk.

- Mit håndled er måske brækket. Jeg ved det ikke helt. Nu skal jeg have taget et røntgenbillede.

- Og så har jeg lidt ondt i ryggen, hoften og albuen, der er lidt slået. Det er nogle småskrammer. Det er mere håndleddet, der ikke er så fedt. Og så er det lidt ubehageligt at tænke på, at man har kørt rundt i 20 kilometer uden at ane, hvad man har lavet, siger den uheldige rytter.

Chris Anker Sørensen ved endnu ikke, om han kan fortsætte i Giro d'Italia.

Etapen over 249 kilometer til Savona blev ellers en triumf for Tinkoff-Saxo-holdet.

Australieren Michael Rogers kørte solo og vandt etapen med et forspring på cirka 10 sekunder til det jagtende felt.

- Det var helt sikkert en af de sværeste prøvelser i min karriere, siger Michael Rogers i en pressemeddelelse.

Se også: Solotriumf til Tinkoff-Saxo

- På toppen af stigningen indså jeg, at de fleste af rytterne, der går efter det samlede klassement, var med, så det var tid til at stikke af. Så det gjorde jeg.

- Derfra handlede det om at kigge ned, træde i pedalerne, og jeg tænker, jeg var lidt heldig, at rytterne, der ligger øverst i klassementet, formentlig kiggede på hinanden og tøvede en smule.

- Det betød, at jeg havde en gylden mulighed for at fejre sejren et par hundrede meter fra målstregen, siger Michael Rogers.

Den tidligere tredobbelte verdensmester i enkeltstart er først for nylig vendt tilbage til landevejene, efter at den internationale cykelunion (UCI) i december sidste år suspenderede ham på grund af en positiv dopingtest for det forbudte stof clenbuterol.

I april kom UCI dog til den konklusion, at Michael Rogers måtte have indtaget noget forurenet kød fra Kina. Han slap derfor for karantæne.

0 kommentarer
Vis kommentarer