Kyllingens hold mister hovedsponsor

Onfone fortsætter ikke som navnesponsor for det danske kontinentalhold

Christina Watches Onfone powered by Dana.

Det har været det lidet mundrette navn som Michael Rasmussen samt ægteparret Christina og Claus Hembos cykelhold har kørt under på landevejene i den overståede sæson. Men i 2014 kan man nu strege Onfone fra holdnavnet, da teleudbyderen har valgt ikke at forlænge det sponsorat, som første gang blev indgået i 2011.

Se også: Ny rytter til Kyllingens cykelhold

Onfone skifter nemlig navn til YouSee Mobil, og det navneskift ser direktøren for Onfone som et godt tidspunkt for at trække sponsoratet.

- Det har været et yderst godt og givtigt sponsorat for Onfone, fordi det har resulteret i en enorm eksponering. Og ligeså vigtigt, et samarbejde, hvor ånden i virksomheden og holdets profil var et perfekt match. Onfones navneskift til YouSee Mobil falder meget naturligt i forhold til, at der nu sættes punktum for sponsoratet, siger Morten Strunge, administrerende direktør for Onfone.

Ægteparret Hembo forærede Kyllingen en andel i cykelholdet for to sæsoner siden og sammen har de tre stået som frontfigurer for mandskabet.

Se også: Christina Watches hyrer danske talenter

Trods tabet af en hovedsponsor fortsætter det danske kontinentalhold dog også i 2014-sæsonen.

- Onfone har været en super partner for os, og den spændende rejse for holdet fortsætter nu uden vores gode venner fra Onfone. Christina Watches vidste, at Onfone ikke ville kunne fortsætte sit engagement i holdet, da vi tog beslutningen om at fortsætte vores engagement uden en co-hovedsponsor. Christina Watches kommer ud af 2013 med alletiders bedste økonomiske resultat, og vi tillægger vores cykelhold stor andel i den succes - og derfor var det nemt for os at tage beslutningen om at fortsætte driften af holdet i 2014, siger cykelholdets direktør Claus Hembo.

Fra næste sæson kører holdet dermed under navnet Christina Watches powered by Dana, hvor tyske Stefan Schumacher nok en gang bliver holdets største profil.

Se også: Rasmussens hold kører videre

Samtidig har holdet i jagten på en kvalifikation til Post Danmark Rundt skrevet kontrakter med flere unge danske talenter som Alexander Kamp, Marc Garby og Asbjørn Kragh Andersen - ligesom juniorrytterne Emil Wang og Jonas Poulsen også er blevet en del af det ambitiøse danske mandskab.

0 kommentarer
Vis kommentarer