Anmeldelse: Derfor skuffer Riis-dokumentar

'Riis - Forfra' fungerer strålende som Familie Journalen på film, men kommer aldrig bag om cykelmennesket Riis

Det er ikke altid Riis kan finde en grimasse, der kan passe. Heller ikke i 'Riis - forfra'. (Foto: Claus Bonnerup)
Det er ikke altid Riis kan finde en grimasse, der kan passe. Heller ikke i 'Riis - forfra'. (Foto: Claus Bonnerup)

Dokumentar: Riis - forfra

Tilløbet har været langt og foromtalen lige så massiv som Mont Ventoux, men hér til aften lød startkanonen for dokumentar-filmen ’Riis – forfra’.

En lækker, vellavet og velfortalt dokumentar som dramaturgisk holder en stringent stil i søgen efter sandheden om Bjarne Riis. Oven i købet med indlagte tårer, fermt tilpasset baggrundsmusik og med de bløde familiemæssige udfordringer som programmets klart stærkeste element.

Familie Journalen på film – og som sådan virkningsfuld. Hvis dokumentaristen Niels Chr. Jungs hovedsigte har været, at tegne et mere nuanceret billede af det menneske som han tidligere har krydset mange dopingklinger med, så lykkes det ganske overbevisende.

Riis i Hall of Fame? ALDRIG!

Det er jo svært ikke at nærme sig Bjarne Riis, når han temmelig klartskuende analyserer forholdet – eller mangel på samme – til en far, der om muligt var endnu mere indesluttet end sønnen og som oven i købet installerede knægten hos farmoren.

Ligeledes er det vanskeligt ikke at trække på smilebåndet over bemærkningen om, at farmoren da lærte ham at stryge pengesedlerne. En færdighed han nu får ekstra travlt med efter salget af cykelholdet til Oleg Tinkoff.

Og helt hjerteligt bliver det selvfølgelig i de familie-klip med ferie på Maldiverne og cykelturene i Toscana. Den omsorgsfulde og kærlige far for fuld udblæsning – og derefter den kontante nyhed i dokumentaren, nemlig den depression og nedtur, der fik Riis til at ligge under dynen uden lyst og kræfter til at beskæftige sig med sit livs kærlighed; cyklingen og familien. Et klart scoop.

Jo, en masse lykkes dygtigt for Niels Chr. Jung i ’Riis – forfra’, - og det burde faktisk kaste nogle flere stjerner af sig. Specielt fordi han tager seerne med nogle steder, der ellers er hermetisk lukket land, men alligevel der grund til at stikke en stor kæp i det ellers lystigt snurrende lykkehjul.

Som en anden kinesisk embedsmand er munden nemlig lukket med syv-otte sejl, når talen falder på det emne, som mange forbinder den danske cykelørn med, nemlig doping – og lige præcis hér falder kæden af filmen.

De helt afgørende svar falder aldrig på det helt centrale spørgsmål: Havde Bjarne Riis kendskab til doping på sit cykelhold, sådan som mange beskyldninger efterhånden har lydt?

Hér kan man måske til dels forstå, at Niels Chr. Jung af frygt for, at Bjarne Riis kastede projektet, ikke går all in på at vriste nogle brugbare svar ud af ham, men det svækker dokumentaren betragteligt.

Derfor er Bjarne Riis så sær



Sportschefen: Du hykler videre, Riis!

Doping og Riis – og den haglbyge af beskyldninger, der igen og igen rammer Riis – er så uløseligt forbundet, at forventningen til så stort opsat en dokumentar er, at han i højere grad forholder sig til emnet.

Det gør han kun spagfærdigt og derfor bliver seerne ikke klogere på det område – og må i stedet nøjes med at nyde de afsindigt lækre huse, som er købt og betalt for penge tjent på en stor, fed doping-løgn.

Vi ved med andre ord stadig ikke, om Bjarne Riis tog sine dunkle metoder med fra de aktives rækker, men en række beskyldninger fortæller, at det gjorde han.

Er der så grund til at kigge på andre øjne på Bjarne Riis efter dokumentaren? Ja, som menneske, måske. Som kold, kynisk beregnende sportsmand, der hellere klapper i når bagsiden af medaljen bliver vendt, så er der næppe grund til at ændre synspunkt.

Løgnens PRiis har måske kostet Riis en depression, men det ser ud til, at det er til at leve med for den tidligere Tour de France-vinder – og om Riis’ metoder på sine cykelhold er vi ikke blevet klogere efter udsendelsen. Uanset om Riis anskues forfra eller bagfra.

Hvordan vurderer du Riis-dokumentaren? Giv den stjerner i toppen af artiklen