Landis: Cykling er en mafia

Organiseret kriminalitet, kalder amerikaneren Floyd Landis den professionelle cykelsport, som han selv strøg til tops i ved hjælp af systematisk doping

Floyd Landis er helt færdig med den professionelle del af cykelverdenen, som han kalder organiseret kriminalitet. (Foto: AP)
Floyd Landis er helt færdig med den professionelle del af cykelverdenen, som han kalder organiseret kriminalitet. (Foto: AP)

Floyd Landis, der om nogen fik tronstolen under mægtige Lance Armstrong til at vakle, vender efter lang tids fravær tilbage til cykelverdenen i år, idet han arrangerer en 'Grand Fondo' - et stort motionsløb - i juni måned. Det bliver et løb, hvor professionelle ryttere ikke er velkomne, for Landis har fået nok af den professionelle cykelverden.

- Professionel cykling er organiseret kriminalitet. Jeg er færdig med det, siger Landis til avisen USA Today.

Læs også:

Se også: Saftige anklager i retssag mod Fuentes

Han understreger over for avisen, at amatørløbet, der vil blive afviklet i staten New York, ikke handler om, at han vil tilbage i rampelyset i cykelsporten. Det handler bare om at nyde cykling, siger han.

Landis var en af Lance Armstrongs trofaste hjælperyttere, før han selv greb chancen og blev kaptajn på det schweiziske Phonak-hold. Han vandt Tour de France i 2006, men kort efter hyldesten i Paris blev han afsløret som dopingsynder.

I fire år nægtede han alt og udgav en bog om sin kamp for oprejsning, mens han indsamlede store summer blandt sine støtter til sit kostbare, juridiske forsvar. Alt sammen var blot en videreførelse af den løgn, der bragte ham til tops i cykelverdenen, og det erkendte Landis omsider i 2010.

Læs også:

Se også: Kyllingen: Sådan snød jeg dopingkontrollen

Ved den lejlighed indledte han et samarbejde med myndighederne i USA, og det blev startskuddet til den dopingsag, der sidste år kostede Lance Armstrong syv Tour de France-titler og for evigt placerede ham i skyggen som en af sportsverdenens største svindlere nogensinde.

Landis uddyber ikke over for USA Today, hvorfor han mener, at professionel cykling er at sidestille med organiseret kriminalitet. I lyset af USADA-rapporten, der fældede Armstrong, kan man formode, at han dels refererer til det organiserede dopingmisbrug på visse hold i feltet, og dels til mistanken om, at den internationale cykleunion, UCI, tog mod bestikkelse fra Armstrong.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere