Basso: Riis vidste intet om doping

Den tidligere Team CSC-stjerne Ivan Basso fortæller, at han opsøgte spansk dopinglæge på egen hånd

Ivan Bassos vidneudsagn var nådigt mod Bjarne Riis. (Foto: AP)
Ivan Bassos vidneudsagn var nådigt mod Bjarne Riis. (Foto: AP)

Det var helt på eget initiativ, at cykelstjernen Ivan Basso opsøgte den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes for at få tappet blod for at bruge det til bloddoping.

Det forklarede Basso mandag til retten i Madrid i sagen mod Fuentes, der står anklaget for forbrydelser mod folkesundheden.

Dermed siger italieneren også, at hans daværende chef, Bjarne Riis, ikke var involveret i kontakten til Fuentes, som senere blev afsløret i den såkaldte Operacion Puerto.

- Det var mig, der var Birillo (Bassos dæknavn, red.). Jeg brugte dæknavnet for at være diskret. Mit hold vidste intet om mig og Fuentes, sagde Basso i retten.

Se også: Cykel-es millimeter fra at miste armen

Han forklarer, at han fik tappet blod i tre tilfælde, som han siden ville bruge til at vinde Tour de France i 2006, mens han kørte på Bjarne Riis' Team CSC.

- Jeg drømte om at blive den bedste cykelrytter, siden jeg var barn. Fuentes fortalte mig, at jeg kunne arbejde med mit eget blod, og at det var en lovlig procedure, og det accepterede jeg, forklarede Basso ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Italieneren nåede aldrig at få de omtalte blodposer tilbage i kroppen, fordi han blev pillet ud af 2006-udgaven af Tour de France umiddelbart før starten, da Fuentes-sagen eksploderede.

Se også: Riis fredet i Fuentes-sag

Også en anden tidligere Riis-rytter, tyske Jörg Jaksche, forklarede sig i retten.

Han afviser Fuentes' påstand om, at han udelukkende hjalp rytterne med at forbedre deres sundhed.

- Det handlede aldrig om sundhed. Jeg vidste, det var forbudt i sportens verden, men om det også var ulovligt, ved jeg ikke, sagde Jörg Jaksche ifølge Reuters.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere